Køb en pakkerejse til Nordjylland

Rejsebureau forventer at lokke 30.000 turister til med pakkerejser

Rubjerg Knude Fyr på den 60 meter høje Lønstrup Klit falder i havet om nogle år, men er en af de mange turistattraktioner som skal være med til at lokke flere turister til Nordjylland (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Pakkerejser skal næste år lokke 30.000 turister til Nordjylland.

Siden 1. maj har rejsebureauet Samson Travel Incoming udbudt pakkerejser til Nordjylland, og salgschef Peer Runge satser især på turister fra nabolandene.

- Vores naboer; Norge, Sverige, Tyskland, Holland, er rigtig interessant. Men ellers er England også meget interessant.

Turister vil opleve andet end hovedstaden

Med flere direkte flyruter til Aalborg Lufthavn fra blandt andet Amsterdam, London, Oslo og Bornholm er det de senere år blevet nemmere for turister at komme til Nordjylland. Og flere turister vil opleve mere og andet end hovedstaden i det land, de besøger, siger Peer Runge.

- Generelt er de alle sammen begejstrede for Danmark, fordi vi er et sikkert land. Vi er verdens lykkeligste land, og vi har det her sjove ord hygge, som også er kendt efterhånden. Så der er en interesse i at komme til Danmark.

Det halter med god service

Han peger imidlertid på, at vi danskere må blive bedre til at give turisterne god service.

- Generelt så halter vi bagefter på service i forhold til at give gæsterne en god betjening og venlig modtagelse. Det er vi ikke verdensmestre i. Især ikke når man tænker på, at vi bliver proklameret som verdens lykkeligste land, så har vi en del at lære i forhold til kundeservice.