Tema Folkemødet 2017

Kokasser, biodiversitet og uddøde dronter: I dag åbner Naturmødet 2017

Naturens eget folkemøde løber de næste tre dage af stablen i Hirtshals. I år er temaet 'Fornuft og Følelser'.

Inspirationen til Naturmødet er hentet fra Folkemødet fra Bornholm. Billedet er fra Naturmødet 2016. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Folketmødet på Bornholm har på få år opnået status som den største danske festival for politik og meninger.

Men ud af Folketmødet er også sprunget andre møder med fokus på eksempelvis kultur, unge og lokalpolitik.

Fra i dag og de næste tre dage frem gælder det så Naturmødet i Hirtshals, der blev holdt for første gang i 2016.

FAKTA: Naturmødet i Hirtshals
  • Naturmødet er et non-profit foretagende arrangeret af Hjørring Kommune.
  • Programmet består af debatter, oplæg og workshops, der laves i samarbejde med private aktører og organisationer.
  • Naturmødet blev holdt første gang i 2016, hvor knap 5.000 mennesker deltog.

I år har Naturmødet fået temaet 'Fornuft og Følelser', hvor man blandt andet vil diskutere, hvad der styrer, og hvad der skal styre vores forhold til naturen og de beslutninger, vi træffer i forhold til miljø, klima og landbrug.

På Naturmødet vil man udover traditionelle debatter også få mulighed for at grave i kokasser, gå på jagt efter ingredienser til den lokale brændevin bjesk og se skelettet af den knap 20 meter lange finhval, der sidste år strandede ved Blokhus.

Vi har udpeget ti højdepunkter, som du kan opleve, hvis du lægger vejen forbi Hirtshals:

1. Åbningsdebat om fornuft og følelse

Temaet for Naturmødet er 'Fornuft og Følelse'. Debatten om, hvad der er vigtigt for dansk natur, og hvorfor det er vigtigt, sættes i gang i en debat mellem politikerne Mette Abildgaard (K), Maria Reumert Gjerding (EL), Connie Hedegaard fra den grønne tænketank, CONCITO, seniorforsker Rasmus Ejrnæs samt sognepræst Henrik Bang-Møller.

Torsdag - 14.30 til 15.30

2. Naturtale til nationen: Pia Olesen Dyhr (SF)

På Naturmødet får hvert parti i Folketinget et kvarter på talerstolen, hvor de kan tale til folket og indlede en diskussion med publikum. Første i rækken er SF's formand, Pia Olesen Dyhr.

Torsdag - 16.30 til 17.00

Flemming Fuglede Jørgensen fra Bæredygtigt Landbrug var med til at åbne Naturmødet i 2016. I år har organisationen valgt udeblive, da de mener, at de grønne organisationer har for stor indflydelse på dagsordenen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

3. Debat: Hvad er mulighederne for at lave store naturområder i Danmark?

Naturtilstanden og biodiversiteten i Danmark er truet. Kan løsningen være at etablere større naturområder dedikeret til naturen? Det debatterer blandt andre postdoc ved Aarhus Universitet Camilla Fløjgaard, Henrik Bertelsen fra Landbrug & Fødevarer og folketingsmedlem Simon Kollerup (S).

Torsdag - 18:00 til 18:45 (Arrangør: Institut for Bioscience - Aarhus Universitet)

4. Debat: Din t-shirt koster 40 brusebade og et landområde

Hver dansker køber i gennemsnit 16 kilo tøj om året, og det meste bliver ikke brugt ret meget. Hvad bør man gøre ved den enorme produktion af tøj, der flere steder laves under ringe arbejdsforhold og har store omkostninger for natur og miljø? Debat med blandt andre bæredygtighedschef i H&M Danmark, Mia Møgelgaard, Thor Hjarsen fra miljøorganisationen IPBES og ungdomspolitikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Fredag - 09:00 til 09:45 (Arrangør: Affaldsselskabet Vendsyssel Vest)

5. Debat: Fuck naturen - Jeg har min iPad!

Børn er halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre. Er det et problem, at børn og unge bruger naturen mindre, end man gjorde før hen, og hvad gør man ved det? Debat mellem formand for LandboUngdom Peter Kock, Mads Oddershede fra DOF Ung, elever fra Helgenæs Naturefterskole m.fl.

Fredag: 12:00 - 12:45 (Arrangør: Danmarks Jægerforbund)

6. Bjesktur

Brændevinen bjesk er vendelboernes foretrukne drik, og på Naturmødet kan man komme med ud og finde de rette planter, så man fremstille sin egen version.

Fredag - kl. 16.00 til 17.30

7. Debat: Dead as a Dodo

Hvorfor udryddes dyr, og hvad gør det ved os, når de forsvinder? Det med Bengt Holst fra København Zoo og professor, kurator og fugletegner Jon Fjeldså fra Statens Naturhistoriske Museum med afsæt i den uddøde dodo eller dronte, som den retteligt hedder på dansk.

Lørdag - kl. 10:00 - 10:45

Da Naturmødet for første gang blev holdt i 2016 havde det deltagelse af 4.500 mennesker. Det tal ventes at stige markant i år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

8. Kan man lave ambitiøse naturprojekter i landbrugslandet?

Er landbruget kun monokultur, eller kan der skabes natur inden for landbrugets rammer? Oplæg ved biolog Andrea Oddershede og Anne Erland Eskildsen, specialkonsulent hos landbrugsorganisationen Seges.

Lørdag - 09:00 til 09:45

9. Debat: Rewilding – Kan vild natur og god dyrevelfærd forenes?

Kan man skabe mere vild natur i Danmark og samtidig sikre, at mange dyr ikke dør af sygdom, sult og kulde? Det Dyreetiske råd lægger op til debat med blandt andre professor Jens-Christian Svenning, Claus Lind Christensen fra Danmarks Jægerforbund og Inger Lund Overgaard fra Dyrenes Beskyttelse.

Lørdag - kl. 14:00 til 14:45 (Arrangør: Det Dyreetiske Råd)

10. Grænsen mellem tro og videnskab

Naturmødet rundes af lørdag aften. Inden da kan du nå at opleve journalist Anders Lund Madsen i samtale med lektor i teologi Jakob Wolf og astrofysiker Michael Linden-Vørnle om grænser og berøringsflader mellem videnskab og tro.

Lørdag - kl. 15:00 til 15:45

Læs hele programmet på Naturmødets hjemmeside.