Lærere: Skolen skal ikke gøre forskel på drenge og piger

Aalborg Kommune vil målrette undervisningen, så drenge bliver mere motiverede og får højere karakterer. Men det går ikke, mener lærerforening.

Man risikerer at videreføre problemer, hvis man bliver ved med at opdele i drenge og piger i stedet for bare at tale om elever, siger Regitze Flannov (arkivfoto) (© Colourbox)

Skolen skal undgå at gøre forskel på undervisningen til piger og drenge.

Sådan lyder det fra Danmarks Lærerforening, efter Aalborg Kommune vil lave indsatser specielt rettet mod drenge i folkeskolen.

Det sker efter en analyse har vist, at drenge opnår lavere karakterer end pigerne ved folkeskolens afgangsprøver.

Bestyrelsesmedlem Regitze Flannov fra lærerforeningen advarer imod at kønsopdele undervisningen.

- Jeg vil meget hellere tale om elever, end jeg vil tale om drenge og piger, siger hun.

Ifølge Regitze Flannov kan kønsopdelingen nemlig have konsekvenser for børnene.

- Hvis man bliver ved med at opdele i kønsproblematiker, så tror jeg, man kommer til at videreføre de kønsstereotyper, som måske i virkeligheden giver de her problemer, siger lærerrepræsentanten.

Aalborg Kommune vil blandt andet styrke motivationen hos drenge gennem forskellige målrettede indsatser i skolerne.

En analyse, som kommunen har lavet over skoleårene 2013/14 og 2014/15 viser, at drenge specielt halter efter pigerne i danskfaget. Her ligger drenge i gennemsnit 1,4 karakterpoint under pigerne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.