Læsø risikerer at blive sat under administration

Pengene fosser ud af Læsø Kommunes kasse. Staten tager over, hvis hullet ikke stoppes.

Pengene fosser ud af Læsø Kommunes kasse.

Hvis politikerne ikke reagerer, er pengene så få til sommer, at kommunen kommer under administration.

Borgmester Tobias Birch Johansen (V) anser det for sandsynligt, at der kommer en uventet sparerunde om kort tid - for under administration, det vil han ikke.

Men hvorfor er der hul i kassen?

- Det kan være forkerte prioriteringer. Har man eksempelvis brugt penge fra kassen, som i stedet skulle have været finansieret af et lån, siger borgmesteren.

Dyrt at drive kommunen

Ja, det er blot en af mange muligheder. Men svaret kunne også være, at det rent administrativt er blevet for dyrt at drive kommunen som om den stadig havde 3.000 og ikke 1.800 indbyggere.

Der er ikke for mange ansatte, men for få skatter og andre indtægter til at betale dem. Det kan synes uretfærdigt, påpeger Tobias Birch Johansen.

- Men omvendt skal vi hele tiden huske på, at vi hele tiden har argumenteret for at forblive en selvstændig kommune. Så vi har en vis forpligtelse i at finde pengene selv og drive kommunen videre som selvstændig, siger han.

Økonomiudvalget ser på sagen på sit møde i morgen, mandag.

  • Print
  • Del artiklen: