Landskendt sommerhus styrtet ned på stranden

Senest mandag skulle sommerhusejer Christian Hartmann fjerne sit stormramte hus på kanten af Vesterhavet ved Nørlev Strand i Nordjylland. Nu har weekendens blæst revet huset ned.

Danmarks mest omtalte, stormramte sommerhus er knækket over og ligger nu halvt nede på stranden.

Det er Christian Hartmanns sommerhus på stranden i Nørlev på Hjørring Kommunes vestkyst.

Det klarede ikke det hårde vejr, der har været de seneste par dage i området.

Et år efter, at flere storme sendte sommerhuset helt ud på kanten, er det nu tabt.

- Jeg blev ringet op ad naboen klokken 20 i aftes. Han havde været ude at gå med en lommelygte og kunne se, at huset var på vej ned på stranden, fortæller Christian Hartmann, som nu er taget til Nørlev for at bese skaderne.

Jeg er ked af det og bitter

Christian Hartmann havde fået en frist af Hjørring Kommune til at fjerne sommerhuset i morgen, den 1. februar. Men nu er det altså sket af sig selv, så at sige.

-Naturen og staten har eksproprieret mit hus. Vi er blevet nægtet at beskytte vores ejendom siden 2011. Kampen for at redde huset er slut, men nu begynder kampen for at få placeret skylden, og gøre de skyldige ansvarlige for folks tab, siger sommerhusejeren, som henviser til Grundloven og retten til at beskytte sin ejendom.

Han mener, at han og naboerne er berettiget til erstatning.

Flere af de nærliggende sommerhuse ligger også meget tæt på klitkanten, og ejerne af dem har ligeledes fået påbud af kommunen om at fjerne dem snarest.

  • Print
  • Del artiklen: