Mand tiltalt for at have solgt dræbende fyrværkeri

Retten i Aalborg tager i dag, mandag, fat på det retslige efterspil, efter tre personer mistede livet på grund af ulovligt nytårskrudt.

En 30-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab, når han mandag fremstilles i retten i Aalborg.

Manden er sammen med en 25-årig sigtet for at sælge de krysantemumbomber, der ved årsskiftet 2014-15 kostede tre mænd fra Hobro-egnen livet.

Sagen er den første af sin slags, da tiltalerne ikke før er blevet brugt mod personer bag salg af ulovligt fyrværkeri.

Ulykkerne skete i Assens ved Mariager, hvor en 37-årig familiefar mistede livet og ved Skjellerup ved Hobro, hvor to mænd på henholdsvis 24 og 25 år mistede livet, mens to andre blev alvorligt kvæstet.

Den 30-årige hovedbagmand sigtes derudover for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse samt overtrædelse af fyrværkeriloven.

Den anden mand sigtes også for overtrædelse af fyrværkeriloven.

  • Print
  • Del artiklen: