Markant stigning i antallet af uledsagede børn og unge

De nordjyske asylcentre mærker en markant stigning i antallet af uledsagede børn og unge.

Der kommer flere børn og unge uden deres forældre til landet end nogensinde før. Det oplever de nordjyske asylcentre.

I øjeblikket kommer der lige så mange hver måned, som der tidligere kom på et helt år.

Der er derfor rift om pladserne, fortæller Rikke Ørnberg, der er afdelingsleder i Jammerbugt Asylafdeling.

- Vi har åbnet et nyt børnecenter for cirka to måneder siden, og hver gang vi har en ledig seng, bliver den fyldt op med det samme, siger hun.

På børnecenteret i Vester Thorup, hvor der egentlig er plads til 50, er der lige nu 65 børn og unge.

- Det er noget, vi virkelig kan mærke. Også fordi sagsbehandlingstiden er blevet længere. Normalt er børnene hos os i cirka et halvt år, men i øjeblikket er der op til et års behandlingstid på en asylsag, siger hun.

Mange af de unge er ifølge Rikke Ørnberg ofte flygtet gennem mange lande for at komme til Danmark.

- Mange af de unge flygtet fra krig og militærtjeneste, siger hun.

Ifølge Rikke Ørnberg kommer de uledsaget børn og unge fra vidt forskellige lande, men i øjeblikket er der en overvægt fra Syrien og Afghanistan.

  • Print
  • Del artiklen: