Minister om problemer i psykiatrien: Vi har fokus på det

Sundhedsminister Sophie Løhde opfordrer regioner til tage ny undersøgelse til efterretning.

En 50-årig kvinde tog i december livet af sig selv efter at været blevet afvist indlæggelse på Psykiatrisk Sygehus i Aalborg. (© ColourBox)

Det skal være muligt at få hurtig hjælp i regionernes psykiatriske skadestuer, og hjælpen skal opleves som god og fyldestgørende af både den psykisk syge og familien.

Ordene kommer fra sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) som reaktion på en undersøgelse foretaget af foreningen Bedre Psykiatri og DR Nordjylland.

Her fortæller 62 procent, at de har forladt psykiatrisk skadestue uden at få tilstrækkelig hjælp.

Sophie Løhde opfordrer regionerne til at tage tallene til efterretning.

- Det er afgørende at sikre, at de mennesker, vi modtager på de psykiatriske skadestuer både bliver modtaget og behandlet, så der ikke sker nogen fejl.

Sophie Løhde påpeger endvidere, at man i 2014 indgik aftale om, over en firårig periode, at tilføre psykiatriområdet 2,2 milliarder.

Penge, der blandt skal bruges på at løse problemer med bemanding og gøre det muligt at prøve nye initiativer af.

- Vi har haft stort fokus på det her ved, at vi blandt andet har etableret og oprettet det, vi kalder brugerstyrede senge, som vi har sat i gang med næsten 65 millioner kroner.

De brugerstyrede senge skal give mulighed for, at patienterne på eget initiativ kan indlægge sig i en kortere periode. Målet er, at de dermed forebygger, at deres sygdom udvikler sig.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.