Musik i ambulancen er medicin for patienterne

Syv ud af 10 patienter vil hellere lytte til musik end hylende sirener i ambulancen.

Patienter vil gerne lytte til beroligende musik i ambulancen på vej til sygehuset. Det viser et forskningsprojekt fra Aalborg Universitets Hospital.

72 ud af 100 patienter foretrækker at lægge øre til musik i ambulancen frem for at skulle høre på hylende sirener undervejs.

Musikken gør ikke alene turen mere behagelig. Den kan også være livsvigtig, siger overlæge Per Thorgaard.

Musikken har en sygdoms-forbedrende effekt

- Min hypotese er, at musikken har en sygdoms-forbedrende effekt på hjertepatienter og andre patienter, der ikke tåler ophidselse.

Musikken har en sygdoms-forbedrende effekt

Per Thorgaard, overlæge

To specialindrettede ambulancer har i et lille års tid kørt patienter på hospitalet - med musik - til stor glæde for patienterne.

Forleden vågnede 71-årige Jytte Lindstrøm med hjerteflimmer. Hun blev kørt på hospitalet med musik i ørerne.

Dejligt afslappende virkning

- Det havde en dejligt afslappende virkning. Det virker godt, når man er nervøs og bange, siger hun.

Musikken virker godt, når man er nervøs og bange

Jytte Kjær Lindstrøm, patient

Overlæge Per Thorgaard siger, at han er overrasket over, at musikken virker så godt på patienterne i et ellers så larmende miljø i ambulancen.

- Jeg kunne godt tænke mig, at musikken blev et fast inventar i ambulancerne - herunder også baby-ambulancerne.

Meget lille investering

Det ønske vil Falcks ambulancechef i Nordjylland, Kjeld Brogaard, arbejde på at opfylde.

- Nu er det dokumenteret, at lyd-miljøet i ambulancen gør en forskel. Og det er en meget lille engangs-investering, der skal til: En højttaler og en lyd-afspiller samt specialdesignet musik.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital og Harvard Medical School Hospital i Boston, USA