Ny dom gør det svært at overtage forældrenes gård

Højesteret har i dag gjort det dyrere at lave generationsskifte i landbruget.

Højesteret har i dag gjort det sværere for næste generation at overtage den fædrene gård.

I årtier har det været fast praksis, at børn kunne købe deres forældres gård for 85 procent af den offentlige ejendomsvurdering.

Højesteret har i dag afgjort, at den praksis, som kaldes plus-minus 15 procent, ikke er nagelfast, men kun vejledende.

Derfor bliver det nu sværere at værdiansætte en gård, siger Jens Kruchou, fagchef i landbrugsret hos Storm Advokater i Aalborg.

- Det er centralt i et generationsskifte, at man ved, hvad tingene koster. Et skifte har store skattemæssige konsekvenser. Før har vi kunne holde os til de 85 procent, men det kan vi ikke længere, siger han.

Det bliver nu op til Skat eller måske i sidste ende domstolene at afgøre, hvordan en ejendom skal værdiansættes.

Under alle omstændigheder risikerer næste generation at skulle af med mere for gården i fremtiden.

Martin Nørgaard, landmand på gården Dueholm i Nordjylland, overtog sin fars gård i 2012, og han kunne ikke have overtaget gården efter den nye dom.

- Det havde der ikke været penge til. Det bliver svært for andre at overtage gårde i fremtiden, siger han.

Jens Kruchou fra Storm Advokaterne råder nu alle til at få lavet en drejebog inden generationsskiftet.

  • Print
  • Del artiklen: