Østeuropæere arbejdede i syv uger uden løn

På en byggeplads arbejdede 15 østeuropæere uden løn, og det er langt fra eneste tilfælde, siger fagforening.

Udsigten til at tjene gode penge lokker mange østeuropæere til Danmark.

Over 13.000 har flyttet bopæl til Nordjylland, og dertil kommer flere tusinde, der hvert år pendler til landsdelen for kortere perioder.

Men arbejdsforholdene er ofte ikke gode for østeuropæerne. Tit får de ikke den løn, de burde.

I syv uger har 15 mand fra Letland arbejdet på en byggeplads på Eternitgrunden i Aalborg uden at få løn for det. Det fortæller Vladislavs Cibels fra Letland.

- Vi har bygget husene gratis. Vi har ikke fået en krone for det, siger han.

Han var sendt til Aalborg af det estiske firma Mospils International, som har indgået en kontrakt med Silkeborg-firmaet Løvstrup Montage.

Firmaets ejer, Martin Løvstrup, afviser, at han skal betale letterne. Han henviser til sin kontrakt med det estiske firma.

Han erkender dog, at problemet kan være, at han ikke har betalt Mospils på grund af uenigheder med den danske hovedentreprenør Arne Andersen på byggeriet på Eternitgrunden.

Lignende sager med uklare ansættelsesforhold, fejl og mangler er nærmere regel end undtagelsen, når det gælder østeuropæiske arbejder i Danmark, fortæller faglig konsulent i 3F Aalborg John Andersen.

- Det er desværre dagligt, at vi hører den slags, siger han.

DR Nordjylland har forgæves forsøgt at få kontakt til Mospils International.

  • Print
  • Del artiklen: