Patientforening: Kommunerne tænker med pengepungen

Hensynet til pengene fylder mere end hensynet til psykisk syge borgere, mener Landsforeningen Sind.

Landsforeningen for psykisk sundhed, Sind, mener, at kommunerne generelt er for dårlige til at finde det rigtige tilbud til psykisk syge patienter.

- Så bliver de mere syge. Kommunerne er trængte på pengene, og så tænker de mere i kroner og øre end på borgerne, siger formand Knud Christensen.

I en konkret sag placerede Aalborg kommune, på trods af flere advarsler, en stærkt selvmordstruet psykiatrisk patient i egen lejlighed på 4. sal. Kort før jul begik kvinden selvmord ved at springe ud af sit vindue.

Knud Kristensen mener, Aalborg Kommune har fejlet.

- I bedste fald er de udygtige. I værste fald er de kyniske, siger han

Men kritikken er helt forfejlet, mener borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, der også formand for kommunekontaktrådet i Region Nordjylland. Han er ikke enig i, at kommunerne tænker mere på penge end på borgerne.

- Det er sådan en generel floskel, man strøer om sig med. Vi tænker først og fremmest på, at borgerne får service, der svarer til deres behov. Uanset om det er psykiatriske patienter eller børnehavebørn, siger han.

Aalborg Kommune vil ikke udtale sig om sagen.

  • Print
  • Del artiklen: