Politikere vil have hurtig høring om kystsikring

Situationen er akut for alle, der har grunde tæt på kysten, så der skal handles nu, siger folketingspolitikere

En håndfuld nordjyske sommerhuse drattede i havet sidste år. I år er der tre huse, der har måttet lade livet i bølgerne. Og der er flere huse på vej.

Derfor bør der gøres noget nu.

Politiske folketingsmedlemmer på tværs af partierne besluttede i går, at gå målrettet efter en hurtig høring om kystproblematikken.

Situationen er akut for alle, der har grunde tæt på kysten, siger Bjarne Laustsen fra socialdemokraterne.

- Vi kan ikke blive ved med at vente til evig tid for til den tid, så bliver der bare noget andet, vi skal vente på, siger folketingspolitikeren.

Han ønsker derfor en høring nu.

- Fordi vi skal blive klogere. Og det skal gælde hele landet, så vi finder ud af, hvad vi kan gøre, siger Laustsen.

En høring er en mulighed for Folketingets udvalg, hvis der er et emne, man gerne vil have gravet dybere i. Der kan eksempelvis blive inviteret eksperter, der giver deres synspunkter og viden om emnet.

Socialdemokraternes Bjarne Laustsen bliver bakket op af Venstre, Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Det kan slet ikke gå hurtigt nok med en høring, mener Lise Bech fra Dansk Folkeparti.

- Jeg kan slet ikke forstå, at vi står her. Nu var jeg ikke i Folketinget sidste år, men jeg kan slet ikke forstå, at vi stadig står i det her problem. De begyndte jo at råbe op for mange år siden, siger DF'eren.

Høringen skal altså give anledning til at lave en overordnet strategi for kystsikring i hele Danmark, mener også kommende folketingsmedlem for Enhedslisten Peder Hvelplund.

- Vi skal kigge på, hvad er det for nogle hensyn, der skal tages til både natur og miljø og i forhold til de anlæg, der nu engang er og derunder selvfølgelig også sommerhusejere, siger han.

DR P4 Nordjylland havde mandag eftermiddag sat sommerhusejere, folketingsmedlemmer, Hjørring Kommune og Kystdirektoratet i stævne med en konfliktmægler for at finde en løsning på problematikken.

Høringen forventes at blive afholdt i starten af april. Parterne mødes derudover igen den 4.april.

  • Folketingets udvalg har mulighed for at holde en høring om et emne, der interesserer udvalget.
  • Ved høringer inviteres eksperter til at komme og fortælle om deres viden og synspunkter om emnet.
  • Høringerne er i reglen åbne for pressen og offentligheden.
  • En høring i et udvalg er forskellig fra de høringer, som ministerierne sender kommende lovforslag ud i. At et ministerium sender et lovforslag i høring betyder, at berørte foreninger og organisationer m.fl. bliver bedt om at komme med skriftlige kommentarer til forslaget.
  • Print
  • Del artiklen: