Pres på politiet i chikanesag fra Mariager

En mand har i 429 dage været sigtet, men det burde for længst være afklaret om beviserne holder, mener Venstres retsordfører.

Bevistemaet burde kunne afklares noget hurtigere i en sag om chikane, mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

Der lægges pres på Nordjyllands politi i chikane-sagen fra Mariager.

Det er nu 429 dage siden, at indbygger i byen, Carsten Anhøj, blev sigtet for at stå bag chikane og hærværk mod to lesbiske kvinder i nabolaget.

Det er alt for lang tid, siger forsvarsadvokat Kåre Pihlmann, der repræsenterer Carsten Anhøj. Han har derfor i dag sendt en rykker til anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

- Vi skal have en afklaring, siger Kåre Pihlmann, der afventer sagens udfald, inden han beslutter, om han vil stille krav om erstatning for uberettiget sigtelse af Carsten Anhøj.

Også fra politisk hold rejses der kritik af efterforskningens varighed.

Hvis sagen handlede om tung, økonomisk kriminalitet, kunne det måske accepteres, at en person var sigtet i 429 dage eller længere.

- Men i en sag af denne karakter, en hundehøm-høm og noget affald over hækken, burde bevistemaet kunne afklares noget hurtigere. Det er ikke rimeligt, at denne mand skal vente så længe, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.

Ifølge ham er det ikke noget forsvar for den langvarige efterforskning, at der er religiøse undertoner i sagen i form af intolerance mod homoseksuelle:

- Det har ingen betydning. Kan det bevises eller ej? Det burde være afklaret for længst, siger Preben Bang Henriksen.

Ifølge chefanklager Anne Marie Svendsen fra Nordjyllands Politi vil der snart komme en afklaring.

Ifølge hende har det trukket ud på grund af sagens karakter.

- Når der er noget, der tyder på politisk eller religiøst motivering i det, så efterforsker vi på et helt andet niveau, end hvis det var det man kalder en banal hærværkssag, siger chefanklageren.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.