Prostituerede søger hjælp til et andet liv

Reden i Aalborg har været i kontakt med 90 personer der ønsker hjælp, siden stedet åbnede for godt et år siden.

Prostituerede ønsker at rejse sig fra lagnerne og komme ud af deres erhverv.

KFUK's rådgivning for prostituerede i Aalborg - også kaldet Reden - har været i kontakt med 90 personer, siden stedet åbnede for godt et år siden.

Hovedparten ønsker en ny tilværelse, siger Redens leder Marie-Louise Løvengreen, udviklingschef hos KFUK.

- For de fleste er det ikke ligefrem en drøm at blive i prostitution. De vil gerne noget andet og noget mere.

Flere måder at hjælpe

De prostituerede, der har fået hjælp, har enten selv henvendt sig eller er blevet kontaktet af Reden.

Og der er flere måder at hjælpe prostituerede til et andet og bedre liv.

- Det kan være ved at komme ud af et misbrug, eller få ny bolig, siger Marie-Louise Løvengreen.

Reden registrerede sidste år cirka 800 personer, der i kortere eller længere varighed var prostituerede i Nordjylland. Foreløbig har rådgivningen haft kontakt med personer i Aalborg-området, men målet er at nå ud til hele landsdelen, siger Marie-Louise Løvengreen.

  • Print
  • Del artiklen: