Rasmus Prehn: Droppet letbane er dårlig stil

Den nordjyske trafikordfører er helt uforstående over, at regeringen i dag har fjernet letbaneprojekt fra finansloven. Venstre afviser.

Letbanen i Aalborg hænger i en tynd tråd efter regeringens finanslovsudspil. (© Henning Larsen Architects)

- Det er uhørt og meget dårlig stil.

Det siger den socialdemokratiske transportordfører Rasmus Prehn, efter at Venstre i partiets finanslovsforslag har droppet planerne om at bygge den planlagte letbane i Aalborg.

"- Når der er lavet aftale om sådan et projekt, så er det simpelthen uhørt at gå ind og trække tæppet væk under de her planer. "

Rasmus Prehn

Men det er ikke i orden at Venstre-regeringen aflyser letbanen, når et tidligere politisk flertal i folketinget har givet håndslag på planen, mener Rasmus Prehn.

- Når der er tale om store infrastrukturprojekter, som hele samfundet har gavn af, hvor kommuner, entreprenører og investorer engagerer sig - og det hele er timet og tilrettelagt - så er det dybt problematisk, at man ikke har mere samfundssind, end at man lige dropper sådan et projekt, siger Rasmus Prehn.

Venstre har med sit finanslovsforslag overtrumfet et politisk forlig, der sidste år blev indgået i venstre side af folketingssalen, det vil sige mellem Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og de radikale.

- Når der er lavet aftale om sådan et projekt, så er det simpelthen uhørt at gå ind og trække tæppet væk under de her planer.

Afviser at være løbet fra noget

Den nordjysk valgte venstremand Preben Bang Henriksen afviser, at man fra Venstres side er løbet fra noget.

Venstre og de borgerlige partier var nemlig ikke en del af letbaneforliget i 2014.

- Det havde selvfølgelig været mere sikkert, hvis man havde haft borgerlige partier inde over forliget den gang, så man havde sikret sig, at flere partier var bag projektet.

Selv havde Preben Bang Henriksen dog gerne set projektet ført ud i livet.

- Det er pokkers ærgerligt at et stort nordjysk anlægsprojekt bliver afblæst på denne måde. Men når det er sagt, så er det jo sådan, at regeringen har ansvaret for finanserne, og det er desværre ikke faldet ud til Aalborgs side.