Rasmus skal tidligt i seng til sit eget bryllup: Superliga-debut venter dagen derpå

Da Hobro IK’s Rasmus Minor lagde bryllupsplaner med sin kommende kone, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle debutere i Superligaen samme weekend.

Rasmus Minor Petersen på Hobro Stadion, hvor han søndag har udsigt til debut. (Foto: dan grønbech © DR Nórdjylland)

Dagene før en vigtig fodboldkamp plejer at ligne hinanden for 28-årige Rasmus Minor Petersen, der for nyligt skiftede til Hobro IK fra Helsingør FC og nu står foran debut i Superligaen.

Tidligt om morgenen vågner han og leger med sin søn på tre år, og når kæresten står op, overtager hun sønnike, så Rasmus kan få et par timer mere på øjet.

Derefter går turen til træning, og så går resten af dagen ellers med at koble af og hvile sig.

Men optakten til hans første kamp i Superligaen i morgen søndag er væsentlig anderledes.

Jeg glæder som et lille barn til begge ting.

Rasmus minor, superligaspiller hobro ik

I dag skal han og kæresten giftes med et stort bryllup hjemme på Sjælland med venner og familie, og det kun 24 timer før kampen i Hobro.

Brylluppet blev nemlig planlagt før, Rasmus Minor havde den fjerneste ide om, at han skulle spille i Superligaen i denne sæson.

- Jeg glæder mig som et lille barn til begge ting, siger Rasmus fredag før, det hele går løs.

- Bryllupsfesten bliver med en masse mennesker, som har været med hele vejen. Det varmer mit hjerte, og det betyder rigtig meget for mig. Og så at stå overfor en Superliga-debut som 28-årig; det glæder jeg mig bare utroligt meget til, fortsætter han.

Havde ikke set det komme

I sidste sæson spillede Rasmus Minor godt nok for Helsingør FC, som ligesom hans nye klub Hobro IK har indløst billet til Superligaen, og derfor kunne man måske tænke, at Rasmus Minor burde have haft Superligaen i tankerne, da parret skulle lægge bryllupsdatoen fast.

Men Helsingør var mildest talt ikke oprykningsfavoritter, og det var med lod og trisser og til stor overraskelse, at de rykkede op for lidt over en måned siden, da de vandt den direkte oprykningskamp mod Viborg FF.

Den 4. juni var Rasmus Minor Petersen med til at spille FC Helsingør op i Superligaen. Siden er han skiftet til det andet oprykkerhold, Hobro IK.

Og faktisk gik Rasmus Minor for nyligt med tanker om at lægge støvlerne helt på hylden.

- For et halvt års tid siden var jeg tæt på at stoppe med fodbold, for jeg var i tvivl, om det var det værd.

- Al ære og respekt for 1. division, men nu havde jeg prøvet det et par år. Jeg er også et familiemenneske, og jeg havde et fedt job på Brøndby Idrætsefterskole, som har givet mig meget, siger han.

Men Rasmus Minor blev ved og rykkede altså først op med Helsingør, inden han kort efter blev tilbudt en tre år lang fuldtidskontrakt med Hobro IK.

Hobro IK er med på planerne

Så snart kontrakten var skrevet under måtte han drøfte bryllupsplanerne med Hobro IK’s cheftræner Thomas Thomasberg.

- Det var jo noget af det allerførste, ’Minor’ sagde, da vi snakkede med ham. Han havde jo desværre, set med fodboldøjne, et bryllup på samme tid.

"Selvfølgelig skal jeg nok have et enkelt glas vin, men så holder jeg den der og går lidt tidligere i seng."

Rasmus minor, superligaspiller hobro IK

Men for Hobro IK, der er vant til at håndtere superligaspillere, der skal passe jobs som landmænd og skolelærere ved siden af fodbolden, var Rasmus Minors bryllupsplaner ikke et problem.

Klubben har blot sat nogle få regler op for ham.

- Beslutningen var ikke svær, for det var at sige til ham, at han skal tage afsted, og at han skal gå lidt tidligere i seng, end man plejer (ved et bryllup red.), siger Thomas Thomasberg.

Formaningerne fra træneren lyder derudover på, at Rasmus Minor skal holde igen med bryllupsvin, champagne, og hvad der ellers kan være af våde varer til festen.

- Og den tro har jeg til en voksen mand, at det kan han styre, og at han er tilbage til kampen her på søndag, siger Thomasberg.

Et enkelt glas

Det er Rasmus Minor helt med på.

- Selvfølgelig skal jeg nok have et enkelt glas vin, men så holder jeg den der og går lidt tidligere i seng. Jeg kan måske ikke give den ligeså meget gas, som jeg havde regnet med, men omvendt – den situation har jeg stået i mange gange før, siger han og tilføjer:

"Minor får forhåbentlig en rigtig god dag i morgen, og så regner vi med, at han betaler tilbage med tre point."

thomas thomasberg, cheftræner Hobro IK

- Man kan godt hygge sig uden at skulle drikke sig i hegnet.

At klubben i det hele taget har forståelse for at bryllupsplaner og fodbold godt kan gå hånd i hånd, betyder meget for Ramus Minor, der formodentlig kommer til at spille en stor rolle i Hobro IK's midterforsvar i den kommende sæson.

- Heldigvis er jeg et sted, og sådan tror jeg også, at det var i Helsingør, hvor klubbens kultur og værdier er meget menneskelige. Det betød også noget for mit valg, siger han.

Kæresten har taget en ekstra tørn

Rasmus Minor har været i Jylland hele denne uge, hvor der er træning hver dag, mens kæresten hjemme på Sjælland har stået for at forberede brylluppet.

Det har været lidt hårdt, fortæller han.

- Lige nu har jeg siddet og set Tour de France, mens hun har pyntet op. Der har hun nok være lidt stresset, tror jeg.

- Men hun har været meget støttende. Vi har heldigvis også nogle gode bedsteforældre, der har hjulpet godt til, siger han.

Om Rasmus Minor starter inde i morgen søndag vides endnu ikke, men cheftræner Thomas Thomasberg håber, at tilliden er godt givet ud, og at det viser sig på banen søndag.

- Minor får forhåbentlig en rigtig god dag lørdag, og så regner vi med, at han betaler tilbage med tre point, siger han.

Klokken 16 tørner Hobro IK på hjemmebane sammen med Rasmus Minors tidligere klub FC Helsingør i begge klubbers første superligaopgør i denne sæson.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.