Selvmordstruet fik lejlighed på fjerde sal mod sin vilje

Både familien og kvinden selv advarede om, at det kunne ende galt. 4. december sprang kvinden i døden fra sit vindue.

Det var kommunens valg, da en stærkt selvsmordtruet, psykiatrisk patient blev installeret i en lejlighed på fjerde sal i en ejendom i Aalborg.

Både familien og kvinden selv advarede om, at det kunne ende galt. Og det gjorde det. 4. december sprang kvinden i døden fra sit vindue.

- Det gør mig så sur og så ked af det, at det har fået de konsekvenser det har, siger Natascha Wammen, der er afdøde Marianne Wammens datter. Marianne Wammen blev 50 år

Vi prøvede bare alt dengang. Også sidenhen kontaktede mor kommunen, men der var ikke nogen, der ville lytte.

Natascha Wammen

- Allerførste gang hun var oppe at se lejligheden, sagde hun, at det dur ikke, siger datteren.

Nataschas mor har været psykisk syg det meste at livet og har forsøgt at begå selvmord mere end 150 gange.

Efter en lang indlæggelse på den lukkede afdeling blev Marianne Wammen udskrevet til Aalborg Kommune. Kommunen valgte at tilbyde hende en lejlighed på fjerde sal.

Familien advarede Aalborg Kommune om, at en lejlighed på fjerde sal ikke var en god ide.

- Vi var rigtig bange for, at hun kunne finde på at springe ud.

4. december sidste år blev bekymringerne til virkelighed. Nataschas mor sprang i døden fra sit vindue

- Vi prøvede bare alt dengang. Også sidenhen kontaktede mor kommunen, men der var ikke nogen, der ville lytte.

Natascha Wammens mor havde selv skrevet et klagebrev til Aalborg Kommune over placeringen på fjerde sal. Det ændrede ikke kommunens holdning.

Aalborg Kommune afviser at kommentere sagen med henvisning til kommunens tavshedpligt.

Forløbet:

  • 16. november 2015: Marianne Wammen sidder i sit vindue på 4. sal og truer med at springe. Politi og beredskab redder hende og bringer hende til Psykiatrisk Sygehus i Aalborg. Her vurderer man, at Marianne Wammen ikke vil begå selvmord og sender hende hjem i en taxa.
  • 17. november 2015: Marianne Wammen sidder igen i sit vindue og truer med at springe ud. Hun bliver igen reddet og bragt til Psykiatrisk Sygehus. Der er ikke plads på en lukket afdeling, og Marianne Wammen sendes hjem igen.
  • 4. december 2015: Marianne Wammen springer ud af sit vindue på 4. sal og dør på stedet. Hun foretager kort forinden to opkald til Psykiatrisk Sygehus. Personalet forsøger at tale hende til ro, men tilbyder hende ikke en plads på en lukket afdeling.
  • Print
  • Del artiklen: