Sømandsskat truer danske rederier

Den nye sømandsbeskatningslov kan få rederier i Nordjylland til at sænke det danske flag til fordel for et andet land.

Lav loven om, eller vi stryger det danske flag.

Sådan lyder det fra de to nordjyske rederier, der lever af at sejle forsyninger og brændstof til skibe i blandt andet Ålbæk Bugt.

På grund af den nye sømandsbeskatningslov, der forhindrer søfolkene i at benytte skatteregler, som bruges i andre EU-lande, er lønomkostningerne næsten fordoblet.

Det ødelægger konkurrenceevnen, mener driftschef Peter Møller fra Saga Shipping.

Man kan nemlig omgå den danske skattelov og komme på niveau med de europæiske kolleger, hvis man vælger at sejle under andet flag end det danske.

- Vi vil helst blive i Danmark og sejle med dansk besætning, men det kræver en justering af den nye lov, siger Peter Møller, der i fjor servicerede 3800 skibe alene ud for Skagen.

Det andet rederi er Alba Tankers, der primært sejler med brændstof. Hos Frederikshavn Kommune møder rederiernes synspunktet opbakning ved borgmester Birgit Hansen (S).

Hun har sendt en appel til skatteminister Karsten Lauritzen om at ændre loven, der blev vedtaget så sent som 21. december 2015.

- Hensigten med den her nye lov var at lave lempelser. Når man så fortolker bliver det til stramninger, og det har vi ikke brug for, hvis det her erhverv fortsat skal vækste, siger Birgit Hansen.

Hvert år passerer 60.000 skibe danske farvande. En stor del af dem serviceres af en række mindre danske rederier, der leverer brændstof og forsyninger til skibene, der derved ikke behøver gå i havn.

  • Print
  • Del artiklen: