SOSU-assistent i opråb: Det er min skulder din mor eller far lægger deres hoved på, når de er kede af det

I et Facebook-opslag ærgrer Karina Mundberg sig over, at mange tilsyneladende ser ned på hendes job.

Mere end 12.000 personer har delt Karina Mundbergs opslag på Facebook. (© PRIVATFOTO)

- Skal du ikke snart lave andet end at tørre røv på de gamle mennesker? Det må da blive kedeligt i længden?

Nogenlunde sådan lød spørgsmålene, da Karina Mundberg forleden stødte ind i en gammel bekendt, og det fik den 32-årige SOSU-assistent fra Hjørring til tasterne.

- Jeg bliver så harm, når folk tænker, at det eneste vi som sundhedspersonale gør er at tørre andre mennesker i røven!, skriver hun på Facebook.

Modsat hvad nogen måske går og forestiller sig, så handler jobbet som SUSU-assistent nemlig om meget andet end at hjælpe ældre og svage på toilettet, påpeger hun i opslaget, der er delt mere end 12.000 gange og har fået over 28.000 reaktioner fra almindelige brugere.

Det er min skulder, de ligger hovedet på, når de er kede af, at de ikke længere kan klare hverdagen selv.

Karina Mundberg, SOSU-assistent

- Det er mig, der stikker din mor, der er ramt af sukkersyge eller skifter forbindingerne på din fars sår, som de ikke længere selv kan klare. Det er min skulder, de ligger hovedet på, når de er kede af, at de ikke længere kan klare hverdagen selv. Mig, der krammer dem om morgenen, når de står op, står der blandt andet.

Mange genkender eksemplet

Opslaget blev til tirsdag, og Karina Mundberg havde aldrig regnet med, at hendes besked ville nå så langt ud.

- Det kommer bag på mig, at det har fået så meget opmærksomhed, men jeg er rigtig glad for det. Jeg tror, det er, fordi jeg har skrevet det på en måde, så alle kan forstå det, siger hun i dag.

Hun gætter på, at mange kan nikke genkendende til hendes frustration, og hun har da også fået mange tilbagemeldinger fra personer, der kan fortælle lignende historier.

- Efter, at jeg har lavet opdateringen, kan jeg se, at der også er mange af mine kolleger andre steder i landet, der har hørt den samme sætning. Engang hed det sig endda, at kunne man ikke andet, så kunne man altid blive hjemmehjælper. Det vil jeg gerne lave om på, siger hun.

Allermest håber hun på, at folk vil tage budskabet til sig og vise SOSU-assistenter lidt mere anerkendelse i hverdagen og lade være med at betragte jobbet, som et folk tager, fordi de ikke kan få andet.

Hos Fagforbundet FOA, hvor SOSU-assistenterne er organiserede, vækker Karina Muldbergs eksempel da også genklang.

- Når jeg kigger ud over landet, så har vi alt for mange danskere, der har en opfattelse, at det med at arbejde med mennesker, det er da ingenting. Det er helt, helt galt, mener formand for FOA, Dennis Kristensen.

SOSU'er begynder selv at råbe op

Han fremhæver, at SOSU-assistenternes arbejde handler om både personlig pleje og omsorg, medicinhåndtering, at håndtere sundhedsfaglige spørgsmål og flere andre opgaver, der kræver høj faglighed.

Karina har fuldstændig ret. Vi bør i langt højere grad værdsætte de mennesker, der investerer sig selv i at gøre en forskel for andre.

dennis kristensen, formand foa

Men det er desværre ikke nyt, at det kniber med at få danskerne til at anerkende SOSU-assistenternes indsats, mener han.

- Men en af de nye tendenser, vi ser, er at SOSU-hjælperne og SOSU-assistenterne nu også selv begynder at sige højt, at de leverer et stykke arbejde, som er uundværligt i det her samfund. Det er rigtig godt, siger han.

En undersøgelse, som Ugebrevet A4 lavede i 2016, viser da også, at det typisk er job, som kræver en lidt længere uddannelse, som danskerne forbinder med prestige. I toppen af prestigelisten lå jobs som pilot, hospitalslæge og praktiserende læge. På plads nummer 64 og 76 lå henholdsvis jobbet som SOSU-assistent på et hospital og på et plejehjem. Undersøgelsen fra 2016 peger dog også på, at de ’varme hænder’ (personer der eksempelvis arbejder med at passe andre mennesker), så småt begynder at klare sig bedre i prestigemålingerne.

- Vi er langt fra i mål, men Karina er med til at få sat det på dagsordenen, mener Dennis Kristensen.

På bagkant af situationen har Karina Mundberg dog ikke noget udestående med sin gamle bekendte, som opslaget oprindeligt var rettet mod.

- Jeg tror, at vi er ved at være der, hvor han selv har set det og måske kan grine lidt af det. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle nå så langt ud, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.