Statslig arbejdsplads i Nordjylland: Ansøgerne er gode

Statens Administration er på vej til Hjørring, og der er fuld gang i jobsamtalerne i sådan en grad, at der bliver ansat flere end forventet.

Det kommer ikke til at skorte på kvalitet, når man skal finde arbejdskraft til de udflyttede statslige arbejdspladser i Nordjylland.

Det er den foreløbige erfaring fra Hjørring, hvor man hos Statens Administration ligefrem har ansat flere, end man havde turdet håber på på forhånd.

I første omgang havde man planlagt at ansætte 40 løn- og regnskabsmedarbejdere, nu ender det i stedet med over 70.

- Det er gået over al forventning. Vi forventer nu at ansætte 58 til marts og 15 mere til april, siger Trolle Klitgård Andersen, konstitueret direktør.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har tidligere peget på, at man må indregne et kvalitetstab ved udflytningerne, fordi man taber vigtig viden og erfaring fra de nuværende medarbejdere.

De ansatte, der ikke vil flytte med, vil således blive erstattet af yngre og knap så velbevandrede folk.

Men det er netop mange kvalificerede ansøgere, der har fået Statens Administration til at lave flere jobkontrakter.

- Alle medarbejdere har været gennem samme test, som hvis vi skulle lave ansættelser i København. Vi vurderer kvalifikationerne som rigtig, rigtig gode.

Også Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der flytter til Brønderslev er ovenud tilfredse med mængden af ansøgere.

  • Flere steder i Nordjylland oplever man stor interesse for stillinger på de udflyttede statslige arbejdspladser.
  • Hos Statens Administration, Hjørring, har man ansat flere regnskabsmedarbejdere end ventet, og har til fire akademiske stillinger fået hele 200 ansøgninger.
  • I Brønderslev har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fået 500 ansøgninger til 38 stillinger.
  • Print
  • Del artiklen: