Stillehavsøsters truer muslingerne i Limfjorden

Den invasive østers ses i et eksplosivt omfang. Det kan komme til at gå ud overmuslingeindustrien.

Limfjorden er ved at blive invaderet af stillehavsøsters, der kan udkonkurrere de østers og blåmuslinger, der naturligt bor i fjorden.

Det fortæller professor ved DTU Aqua og leder af Dansk Skaldyrscenter, Jens Kjerulf Petersen.

- For få år siden var der ikke så mange, men nu er der steder, hvor der bliver landet flere stillehavsøsters end de europæiske, siger han.

Stillehavsøsters anses for at være en invasiv art i Danmark, som er vanskelig at bekæmpe. Den har en evne til at danne rev, som gør, at den kan udkonkurrere de europæiske østers i Limfjorden.

- Så hvis de begynder at overtage muslingebankerne, så bliver det et stort problem, for så truer man et stort erhverv her i den vestlige del af Limfjorden, siger professoren.

Ifølge ham ved man ikke præcist hvor mange stillehavsøsters, der er i Limfjorden.

- Men vi kan se, at den begynder at brede sig i en hast, vi ikke tidligere har set. Indenfor de seneste to-fire år er der virkelig sket en eksplosion i forekomster, siger Jens Kjerulf Pedersen.

Professoren nævner som eksempel, at 80 procent af de østers, der ses i Harre Vig i dag er stillehavsøsters. Og ved Løgstør måtte industrien sidste år sortere op mod ti tons stillehavsøsters fra deres muslingehøst.

Stillehavsøsters:

  • Stillehavsøsters kommer oprindeligt fra Japan og Sydøstasien.
  • Arten blev bevidst indført i Danmark til blandt andet Limfjorden og Isefjorden, da man ønskede at dyrke den i akvakultur.
  • I Limfjorden er gennemsnitslængden omkring 14 cm, når de er 5 år gamle.
  • Kilde: Livet i Limfjorden

  • Print
  • Del artiklen: