Sygehusbyggeri: Syv lodsejere risikerer retssag

Først blev de tvunget til at afgive jord og bygninger, og nu venter der en retssag om prisen på jorden.

Byggeriet af det nye universitetshospital i Aalborg Øst har længe været i fuld gang, men Region Nordjylland og kommunen vil trække de mennesker i retten, der afstod jord og ejendom til byggeriet.

I alt syv lodsejere risikerer en retssag.

Regionen og kommunen håber nemlig at slippe afsted med at betale en brøkdel af den pris for jorden, som hidtil er blevet fastsat for ekspropriationen.

Talsmand for seks af de indstævnede, som havde jord i byzone, er Jørgen Løgstrup:

- De er ude på at presse os så meget som muligt, og det er også derfor, de kører sagen. I princippet kan de jo kvæle folk ved at klemme dem økonomisk, siger Løgstrup.

Det er regionen, der bygger, men formelt set Aalborg Kommune, der står for ekspropriationerne.

Taksationskommissionen og Overtaksationskommissionen satte kvadratmeterprisen til henholdsvis 180 og 170 kroner. Men region og kommune vil kun betale 45 kroner pr. kvadratmeter.

Jørgen Løgstrup blev sammen med to andre stævnet til retten af regionen før jul.

Regionsrådet beslutter tirsdag, om yderligere fire lodsejere skal stævnes ved en retssag.

  • Print
  • Del artiklen: