Taxavognmand: Flexture udkonkurrerer mig

Det rammer taxachaufførerne, at man kan få offentlige tilbud om flexture. Nordjysk taxavognmand føler sig udkonkurreret.

Taxachauffører landet over føler sig pressede. Ikke af Uber, som man har hørt så meget om, men af offentlige tilbud om flexture.

Flexturene er oprindeligt tiltænkt til områder, hvor der er dårlige busforbindelser. Her har borgerne mulighed for at bestille en flextransport fra deres hoveddør til bestemmelsesstedet, i stedet for offentlige transport.

Børsen fortæller, at det flere steder presser taxachaufførerne hårdt. Ifølge avisens oplysninger tilbydes flexture i 86 ud af landets 98 kommuner, og antallet af passagerer er steget fra 317.000 i 2012 til 850.000 i 2015.

Ordningen ligner så meget taxakørsel, at Dan Mørch, taxavognmand fra Jammerbugt Kommune, føler sig udkonkurreret. Først og fremmest på prisen, der typisk er langt billigere på flexture.

- Nu har Nordjyllands Trafikselskab lavet flexture, hvor de kører borgerne direkte fra deres hjem og til bestemmelsesstedet, ligesom en taxa, siger han til DR Nordjylland.

Oftest skal der også andre passagerer med på en flextur, så man kører ikke altid en direkte rute.

Direktør for Nordjyllands Trafikselskab Jens Otto Størup kender godt til problematikken, men ifølge ham er der lavet regler for at forhindre konkurrencesituationer.

- Det kan godt være, at vi kunne lave endnu flere regler, men flexordningen vil blive meget sværere at forstå, og det er umuligt at tage højde for alle situationer, siger han.

En undersøgelse fra trafikselskabet selv viser, at over en fjerdedel af de nordjyder, der gør brug af flexordningen, ville have taget en taxa, hvis ikke tilbuddet om flexture havde været der.

  • Print
  • Del artiklen: