Tidligere efterforsker: Mariager-sigtelse bør lægges død nu

Tidligere efterforsker Jørn Moos køber ikke politiets forklaring på den lange sigtelse i chikane-sagen fra Mariager.

Efter snart 16 måneders sigtelse mod Carsten Anhøj fra Mariager i sagen om chikane mod et lesbisk par nærmer det hele sig en afslutning.

Det oplyser Nordjyllands Politi til P4 Nordjylland.

Men det er alt, alt for sent. Det mener den erfarne efterforskningsleder Jørn Moos, der blandt andet var med i opklaringen af sagen om Blekingegadebanden.

Efter at have set DR's udsendelse "Løgn eller chikane i Mariager" har han vanskeligt ved at finde argumenter for en så langvarig sigtelse.

- I straffeloven er der nogle helt bestemte regler omkring skærpende omstændigheder, hvis det har politiske eller religiøse motiver, men jeg har svært ved at finde dem i sagen, når man har hørt og set det handlingsforløbet, siger han.

Chefanklager hos Nordjyllands Politi, Anne Marie Svendsen, har ellers netop begrundet forløbet med, at der her er tale om andre motiver end normalt.

Men politiet gør klogest i at lukke sagen hurtigst muligt, mener Jørn Moos.

- Hvis det var mig, der var leder af den afdeling, ville jeg skynde mig at gå ind til min jurist og gå til statsadvokaten for at få lagt den sag død lige nu. Den fortjener ikke, det papir den er skrevet på.

Jørn Moos tror først og fremmest, at den lange sigtelse skyldes, at andre sager er røget øverst i bunken på politiets bord.

  • Print
  • Del artiklen: