Tjek din elleverandør og spar penge

Påskeferien er måske en lejlighed til at kigge din elforsyning efter i sømmene.

Hvem skal sælge dig strømmen til din hårtørrer, mikrobølgeovn og vaskemaskine?

Påskeferien er måske en lejlighed til at kigge din elforsyning efter i sømmene. Der kan nemlig være penge at spare.

Hver husstand kan ifølge cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk spare lidt på elregningen, hvis de går efter den billigste strøm. Mellem 200 og 400 kroner årligt, lyder hans bud for en familie i et parcelhus.

- Det at være en mere bevidst elforbruger er nyt for forbrugerne, og det er en god idé at spare de penge eller tage stilling til det miljømæssige spørgsmål, siger cheføkonomen.

Nye regler fra 1. april

Forbrugerrådet Tænk ser frem til en større konkurrence her fra 1. april, hvor nye regler træder i kraft. Forhåbentlig til gavn for forbrugerne i form af lavere elpriser, siger Martin Salamon.

Regelændringen betyder, at alle fremover kun får én elregning. Den kommer fra det selskab, der sælger strømmen, og ikke fra det selskab, der ejer nettet. Tidligere fik man to regninger, hvis handelsselskabet og netselskabet var to forskellige.

- Selvom der siden 2003 har været et frit elmarked, har vi ikke set mange forsøg på at stjæle kunder fra hinanden, men vi kan håbe på, at det kommer i form af nogle gode slagtilbud, siger Martin Salamon.

Det store nordjyske el-handelsselskab Energinord sender netop i disse dage information ud til 200.000 kunder om de nye regler.

  • Print
  • Del artiklen: