Torbens kone fik en hjerneskade: Blev tilbudt lejlighed på blot 20 kvadratmeter

Torben Philippsen sagde nej tak, da Aalborg Kommune tilbød hans kone en lejlighed med meget begrænset plads.

Torben Philippsen i en af de lejligheder, som hans kone i første omgang blev tilbudt, da hun blev ramt af en hjerneskade.

For tre år siden blev Torben Philippsens kone ramt af en hjerneblødning, der gør, at hun nu har en svær hjerneskade, men da Aalborg Kommune stod klar med en plejebolig på botilbuddet Syrenbakken i Nørresundby, valgte han at takke nej.

Han følte ikke, at de omkring 20 kvadratmeter og et efter forholdene ganske lille badeværelse var tilstrækkeligt.

- Der er ikke så meget plads, kun 30 kvadratmeter totalt set. Der skal være plads til en plejeseng, forskellige hjælpemidler og måske ergonomiske borde samtidig med, at det skal fungere som et privat hjem, fortæller han.

Historien er ikke enestående, når Aalborg og andre kommuner skal finde botilbud til personer med handicap, og det er ikke godt nok, siger flere handicaporganisationer i dag.

Da Torben Philippsens kone fik en hjerneblødning, var hun blot 39 år, og det er lang tid at skulle leve i så beskedne rammer, mener han.

Ikke mindst taget i betragtning af, at der også skulle være plads til at få besøg fra deres to børn, som i dag er henholdsvis otte og fem år.

- Min kone er hjemme hos os i weekenderne, men i hverdagene mødes vi og spiser sammen i hvert fald en gang, og det havde vi svært ved at se kunne lade sig gøre i de rammer, siger han.

- Det betyder også noget for hende, at hun kan have et sted, hvor hun føler sig godt tilpas, og det kan blive indrettet lidt hyggeligt. Sådan noget rammer jo helt vilkårligt, fortsætter Torben Philippsen.

I det konkrete tilfælde er det lykkedes at finde anden bolig, men det er et generelt problem, at forholdene er for dårlige, siger flere handicaporganisationer, heriblandt Hjerneskadeforeningen og Spastikerforeningen.

Derfor tager pårørende eller forældre sagen i egen hånd, lyder det fra Spastikerforeningen:

- Så siger forældrene simpelthen ’nej tak, det er ikke godt nok’, og så ser vi flere eksempler på, at forældregrupper går sammen og prøver at skabe deres egne botilbud, siger direktør i Spastikerforeningen Mogens Wiederholt.

Hos Aalborg Kommune anerkender man, at der er utidssvarende plejeboliger.

- Det er også derfor jeg og forvaltningen har på blokken at se på, hvordan vi kan få lavet et nyt Syrenbakken eller et alternativ. Vi har en arv af en ældre boligmasse, som vi har en udfordring med, siger Thomas Krarup (C), rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.

En rapport fra Socialpædagogernes Landsforbund viste sidste år, at hver femte beboer på et botilbud ikke selv bestemmer indretningen af deres bolig.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.