Trafikforsker: Dum idé at advare om fotovognes placering

Det vil kun få trafikanter til at sænke farten kortvarigt, hvis de får at vide, hvor fartkontrollen er.

Der skal være skilte, som advarer om, at der er fotovogne lidt længere henne ad vejen.

Det er der flertal for i Folketinget uden om regeringen. Men så vil fotovognene ingen effekt have, mener trafikforsker.

Hos bilisterne i Aalborg er der også delte meninger om ideen.

Jonas Moberg, der selv har prøvet at blive blitzet, fordi han kørte for stærkt, går ind for skiltningen.

- Det vil være godt for min pengepung. Det, der vil have størst effekt er, at man får påmindelsen om, at farten er for høj, siger han.

Men langt fra alle bilister i Aalborg er med på ideen. Pensionist Ib Sørensen forudser for eksempel, at de fartgale blot vil speede op igen, så snart de er forbi skiltene og fotovognene.

Og det giver trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet ham ret i.

- Det er en rigtig dum ide, for så får vi ikke effekt af de 100 fotovogne. Hvis folk ved, hvor fotovognene holder, så sætter de kun farten ned i de 15 sekunder, de passerer dem, siger lektoren fra trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet

- Vi har 72.000 kilometer vej her i landet og så er det måske kun på de 500 kilometer, at farten sænkes, mener Harry Lahrmann.

Harry Lahrmann foreslår som alternativ, at man skilter med placeringen af halvdelen eller en trediedel af fotovognene, så man skaber opmærksomhed om dem.

Men hvis der ikke også er skjult kontrol, så virker vognene ikke, mener altså trafikforskeren.

  • Print
  • Del artiklen: