Trafikforsker: Gomores bussamarbejde bliver banebrydende

Hvis et samarbejde mellem Nordjyllands Trafikselskab og Gomore bliver en succes, kan andre selskaber stå klar til at følge efter.

13 samkørselsstoppesteder er oprettet, så folk hurtigt kan smutte fra bussen over i en privat bil fra Gomore - eller omvendt.

Snart kan du søge på en Gomore-bil i Rejseplanen, når du leder efter en rejse i Nordjylland.

Et alternativt ægteskab mellem Nordjyllands Trafikselskab og samkørselstjenesten Gomore er nemlig startet i dag.

Nordjyllands Trafikselskab, der står for den kollektive transport i landsdelen, og den private samkørselsvirksomhed Gomore slår pjalterne sammen, så det fremover bliver nemt at hoppe direkte fra bussen og over i en privat personbil eller omvendt.

Og det er et perspektiv, som trafikforsker Harry Lahrmann kalder for banebrydende.

- Sigtet med projektet er banebrydende. Det er det første af sin art i Danmark, men hvis det viser sig at være en succes, vil andre trafikselskaber givetvis stå klar til at følge efter, siger han.

Til efteråret vil Rejseplanen hente samkørselsture direkte i Gomores system, og derfor vil man til den tid kunne søge på et Gomore-lift i Nordjylland på samme måde, som man søger efter tog og bus.

Trafikægteskabet kan også spare samfundet penge, mener Harry Lahrmann.

For i de tyndt befolkede yderområder og i tæt morgentrafik på indfaldsveje til større byer kan et samarbejde mellem offentlig transport og private chauffører spare samfundet penge.

Gomore
  • Gomore er en samkørselstjeneste.
  • Gomore formidler kontakt mellem private bilejere og folk, der mangler et lift.
  • Som privat bilejer kan man også udleje sin bil til andre.
  • Gomore blev stiftet i 2005.

- Der er ikke meget kollektiv trafik tilbage i de tyndt befolkede yderområder, og busruter er mange steder nedlagt og erstattet af flextrafik. Det er en relativt dyr løsning for kommunerne.

- Når det når der til, at man sidder ude i den tynde del af vejnettet, bestiller en tur og skal vælge, om man vil køre en deletur med Gomore eller tage en taxa, så rykker det virkelig, siger Harry Lahrmann.

Biler med tomme sæder

I morgenmyldretiden kan der også spares:

- Og hvis vi ser på indfaldsvejene til de større byer, hvad fylder så på dem i morgentrafikken? Det gør biler, hvor der kun sidder en enkelt person i. Og det gør overfyldte busser og måske endda ekstrabusser.

- Det er dyrt for trafikselskabet at klare spidsbelastningen, og kan man få nogle af passagererne i spidsbelastningen over i private biler, hvor der er masser af plads, så vil det give rigtig god mening, siger Harry Lahrmann.

Kan det ikke være et problem at få folk fra fyldte morgenbusser til at købe et lift med Gomore?

Kan man få nogle af passagererne i spidsbelastningen over i private biler, hvor der er masser af plads, så vil det give rigtig god mening

Harry Lahrmann

- Jo, det tror jeg helt sikkert, det vil blive. Langt hen ad vejen kræver det en holdningsændring – måske allermest hos dem, der sidder inde i de næsten tomme biler. De skal have lyst til at få andre passagerer med.

- Vi skal vænne os til at bruge bilen på en ny måde, og det kan godt være, at den yngre generation er mere villig til det, end dem, der er blevet lidt grå i toppen, og som betragter bilen som deres forlængede dagligstue, siger Harry Lahrmann.

Popper op i Rejseplanen

13 samkørselsstoppesteder er oprettet ved busstoppesteder i tre nordjyske kommuner.

Først til efteråret smelter Gomore-bilernes køreture sammen med Rejseplanen. Men på Nordjyllands Trafikselskabs hjemmeside kan man allerede nu søge på samkørsel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.