Trafikmafia og studehandel: Tid til ny jysk trafikalliance?

BAGGRUND: Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) vil have de nordjyske politikere til at blokere for alle andre vejprojekter i landet, før et tredje spor over Limfjorden kommer på tale.

Friske tal fra Vejdirektoratet har i denne uge skabt nyt liv i debatten om et tredje motorvejsspor over Limfjorden.

Antallet af biler nord for fjorden er mere end fordoblet siden 2001. Endnu et godt argument i hatten for at etablere den tredje Limfjordsforbindelse, som mange nordjyske politikere længe har efterspurgt som svar på trængslen omkring Aalborg.

På den baggrund har folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) stillet et noget vidtgående forslag, der skal samle alle landsdelens politikere på tværs af politiske skel for at trumfe milliardprojektet igennem.

- Jeg vil indkalde alle mine nordjyske kollegaer til et møde. Vi er nødt til at prioritere og sammen sige, at nu vil ingen nordjyske folketingsmedlemmer støtte nogen som helst andre vejprojekter rundt omkring i Danmark, før vi har fået sat en tredje vestlig forbindelse over Limfjorden på dagsordenen. Nogle vil kalde det studehandler, men sådan er politik, siger han.

Sagen kort

  • Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet biler på den nordjyske motorvej mellem Aalborg og Hirtshals er fordoblet mellem 2001 til 2014.
  • Det har igen sat gang i debatten om en tredje Limfjordsforbindelse, der skal forhindre at kø og uheld kan standse trafikken fra Vendsyssel og ned gennem Jylland via Aalborg.
  • Bjarne Laustsen fra Socialdemokraterne har i den forbindelse foreslået, at de nordjyske politikere går sammen og nægter at støtte andre vejprojekter før en tredje motorvejsløsning over fjorden er på dagsordenen på Christiansborg.
  • Det sker med reference til storebæltsforliget fra 1986, hvor det lykkedes de nordjyske politikere at motorvejene til Hirtshals og Frederikshavn for et ja.
  • Forrest gik dengang Socialdemokraternes Jens Risgaard Knudsen, der derudover havde lavet en magtfuldt alliance med to trafikordførere i Vest og Sønderjylland. Den blev døbt 'den jyske trafikmafia'.

Sådan var politik i hvert fald en gang. Står det til Bjarne Laustsen skal de nordjyske parlamentarikere sætte hårdt mod hårdt for i samlet flok at forlange at trafikinvesteringer lokalt.

En noget-for-noget-taktik, der har vist sin værdi før, som det fremgår af klippet herunder fra 1996.

De første stykker nordjysk motorvej blev åbnet i 1996. Det skete med en solid nordjysk studehandel på tværs af politiskel.

Da Storbæltsforliget, der skulle forbinde Fyn og Sjælland, blev indgået i 1986 fik de nordjyske politikere to motorveje til gengæld.

En til Frederikshavn og en til Hirtshals. Særligt sidstnævnte har i eftertiden været genstand for spot og vittigheder, fordi mængden af biler ikke helt har stået mål med trafikken på mange af landets øvrige motorveje.

Her kunne man roligt lade køerne gå, og man kunne såmænd også tage et spil petanque, lød vitserne dengang.

Da den nordjyske sammenslutning af politikere fik banet vejen for de motorvejssporene i folketingssalen i 80'erne, var det ikke mindst Jens Risgaard Knudsen, der gødede jorden.

Han var med i den såkaldte 'jyske trafikmafia', der med tre trafikordførere fra henholdsvis Nordjylland, Sønderjylland og Vestjylland, dækkede en del af Jylland, som de selv vare bange for ville blive overset i investeringer på Sjælland og i Trekantsområdet.

Udover Jens Risgaard Knudsen med mandat fra Nordjylland talte den Venstres mangeårige trafikordfører Svend Heiselberg fra Hanstholm og konservative trafikordfører Kaj Ikast, der var stillet op i Sønderjylland.

Det var Enhedslistens Keld Albrechtsen, der gav gruppen sit navn for at rotte sig sammen for derefter med vægtigt stemmetal at gennemtrumfe en trafikpolitik, der ikke mindst tilgodeså netop deres egne af landet.

Derudover gjorde de en dyd ud af forhandle politik over smørrebrød og lidt godt til halsen, hvilket forstærkede deres ry og rygte 'indspist' forsamling af politikere.

En ny mafia på vej?

Siden har man i flere omgange refereret til trafikmafiaer, når politikere på tværs af partifarver har forsøgt at gøre fælles fodslag i vejprojekter.

Men der er næppe en ny på vej i Nordjylland, selvom Bjarne Laustsen (S) nu ser en ny chance for at få sat en tredje Limfjordsforbindelse mellem Aalborg og Vendysyssel i spil med Vejdirektoratets seneste opgørelse.

- Tallene bekræfter, det vi allerede ved; at der var brug for de nordjyske motorveje, og at bilisterne bruger dem flittigt. Derfor har vi et problem med Limfjordsforbindelsen, hvor kapaciteten er ved at være opbrugt. Vi har i et stykke tid talt om en ny vestligt forbindelse, og der her er jo vand på den mølle, siger han.

En række af nordjyske medlemmer har afvist at danne fælles front med Bjarne Laustsen om et veto mod andre vejaftaler. Heriblandt Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti, der mener at situationen var en anden, da politikere i 80'erne stod sammen, både i Nordjylland og ned gennem Vest og Sønderjylland.

- Det var jo sådan, motorvejene kom til Nordjylland, men dengang havde de nordjyske valgte også mere magt gennem deres ordførerskaber. Det er utopi at tro, at man kan samle 16 eller 17 nordjyske politikere, når man ikke sidder med i forhandlingerne, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: