Utilfredse forældre til skoler: Hvorfor tager I vores børns mobiler?

Skole og Forældre oplever, at flere forældre er utilfredse med skolernes mobilpolitik.

Flere skoler indfører forbud mod mobiler i skoletiden og samler elevernes telefoner ind ved skoledagens start (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I dag har mange børn ikke kun taske, penalhus og skolebøger med, når de møder i skolen. Med sig har de også en smartphone, og derfor har flere skoler set sig nødsaget til at vedtage en mobilpolitik.

Det gælder eksempelvis for Gammel Lindholm Skole ved Nørresundby, hvor det er helt slut med at sidde med mobilen fremme eller under bordet i timerne.

Her samles elevernes telefoner ind i en kasse eller begraves i elevernes taske i timerne, inden de igen kan benyttes i frikvartererne.

Et initiativ, der er blevet taget godt imod blandt skolens elever, oplever skoleleder Carsten Westphal.

- Efter et stykke tid finder børnene ud af, at det er rigtig rart, at man ikke sidder og forstyrrer sig selv eller andre ved at sidde på nettet, siger han.

Flere forældre klager over mobilpolitik

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for skolernes nye mobiltiltag.

Hos organisationen Skole og Forældre, der repræsenterer og rådgiver forældre med børn i folkeskolen, oplever man en stigning i antallet af henvendelser fra forældre, der er utilfredse med eller stiller spørgsmålstegn ved skolernes politik.

Eleverne bruger mobilen som et opslagsværk i dag. Den har lommeregner, og de kan tilgå en masse information den vej. Men de skal lære at bruge det på den rigtige måde.

Rasmus Hedegaard, far til dreng i 1. klasse

- Vi oplever i vores forældrerådgivning, at folk spørger, om det virkelig kan passe, at skolerne må konfiskere deres børns ting, for det er jo privat ejendom, fortæller formand Mette With Hagensen.

I 2016 fik forældrerådgivningen hos Skole og Forældre i alt 1.500 henvendelser fra forældre til børn i folkeskolen. Her blev syv procent af henvendelserne opgjort som ’sanktioner’, i denne kategori drejede en stor del af henvendelserne sig om konfiskering af mobiltelefoner, fortæller Mette With Hagensen, der oplyser, at man har fået flere henvendelser konfiskeringer af mobiltelefoner end tidligere.

Som ombudsmanden tidligere har afgjort er det ikke ulovligt for skolerne at inddrage elevernes mobiler.

Og hos Skole og Forældre blander man sig heller ikke i, om det er rigtigt eller forkert af skolerne.

Man rådgiver i stedet forældrene til at tage kontakt til skolerne og snakke med klasselærer, ledelse og bestyrelse om mobilpolitikken.

- I undervisningstiden skal telefonen udelukkende bruges til noget, der er undervisningsrelevant. Den skal ikke bare ligge på bordet og bruges til at ringe eller at tjekke beskeder på sociale medier, siger Mette With Hagensen.

Far: Ok at tage mobilen fra de yngste

På Farsø Skole i Himmerland har man valgt at holde skoledagen totalt mobilfri. Rasmus Hedegaard, der har en søn, der går i 1. klasse, støtter op om skolens forbud mod mobiler, men kun i de mindre klasser.

- Eleverne bruger mobilen som et opslagsværk i dag. Den har lommeregner, og de kan tilgå en masse information den vej. Men de skal lære at bruge det på den rigtige måde, mener han.

Sønnen har endnu ikke en mobiltelefon, men når han får en, så forventer Rasmus Hedegaard, at sønnen må bruge den i undervisningen. Men også at skolen lægger mobilpauser ind, når det er nødvendigt.

- Jeg synes også, at det er godt, at man har den lidt væk fra sig en gang i mellem, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.