Vandrehjem på sygehuset til nybagte fædre

Som det første sted i landet kan fædre indkvartere sig tæt på mor og baby, der har brug for ekstra pleje.

Mor bør ikke være alene efter fødslen. Slet ikke hvis den har været problematisk.

Derfor har Aalborg Universitetshospital som det første sted i landet åbnet et vandrehjem for nybagte fædre i tilknytning til barselsgangen.

Her er der indrettet et sparsomt rum med senge og et par mobile skillevægge til fire overnattende fædre.

- Det giver mere tryghed og mere ro, at mor og far kan være sammen lige efter fødslen, siger Birgitte Meier Jensen, der er vicechef-jordemoder på svangreafdelingen.

Trygheden er vigtig især efter fødsler med komplikationer, hvor både mor og far har været under pres.

Aalborg Universitetshospital tilbyder stadig udslusning på barselshotellet, men det tilbud gælder kun førstegangsfødende og kun hvis der er tale om fødsler uden komplikationer.

- Men man kan jo godt forestille sig, at det er en rigtig svær situation at stå i, hvis man bliver bedt om at tage hjem, når man lige er blevet far og man ved, at ens kone og barn ikke er helt friske, siger jordemoderen.

Vandrehjemmet er derfor til fædre, der ønsker at være tæt på mor, der har født ved eksempelvis kejsersnit, og som er indlagt i flere dage. Eller hvor mor eller barn har brug for mere intensiv pleje.

Sengene er placeret tæt på de fødende kvinder, og derfor er fædrene en naturlig aflastning for personalet på barselsgangen.

- Det er naturligt at far hjælper og støtter med pasning af barn og mor, men som udgangspunkt er overnatningstilbuddet mest for familiens skyld, siger Birgitte Meier Jensen.

Vandrehjemmet blev indrettet kort før jul, og alle fire senge har været fuldt belagt i de seneste 14 dage.

  • Print
  • Del artiklen: