Vejen til uddannelse går gennem højskolen

Vrå Højskole har succes med EU-projekt om at motivere unge til uddannelse.

Vejen til en ungdomsuddannelse går gennem højskolen.

Det oplever man hos Vrå Højskole, som er en del af EU-projektet "Højskole som genvej". Her bliver unge, der har svært ved at tage en uddannelse, motiveret.

18-årige Rikke Kamstrup er en af dem. Hun starter på gymnasiet efter sommerferien.

- Jeg tror helt klart, at højskolen har været en af grundene til, at jeg har mod på at starte igen, siger hun.

Rikke Kamstrup har prøvet gymnasiet en gang, men droppede ud. For hende har pausen fra den almindelige måde at gå i skole på været vigtig.

- Jeg har fået en pause væk fra skolen og har lavet nogle ting, jeg interesserer mig for i stedet for at sidde og lave lektier hele tiden, forklarer hun.

Sammen gennem dagen

Projektet har kørt i et år og ud af de 60 elever, der startede sidste år, begynder 42 på en uddannelse efter ferien.

Ifølge forstander på Vrå Højskole Pia Schnoor er det specielt et særligt kostskoleprincip, der hjælper de unge til at blive uddannelsesparate.

- Vi er sammen om morgenen og siger godmorgen til hinanden, vi er sammen om aftenen og siger godnat, og vi har undervisning hele dagen, forklarer hun.

Tal viser, at 20 procent af de 25-årige på landsplan ikke har en ungdomsuddannelse. På Vrå Højskole håber man, at kunne samle nogle af dem op.

  • Print
  • Del artiklen: