10-årige Oliver anmelder letbanen: Som at glide hen over vejen

Letbanen i Aarhus har for første gang haft passagerer med på en prøvetur forud for premieren sidst i maj.

Mens vi venter på letbanen. 10-årige Oliver og mor er klar til at hoppe ind som prøvepassagerer i den aarhusianske letbane.

Det er en sand fornøjelse at køre med letbanen, lyder det fra 10-årige Oliver Stegeager, der i dag var prøvepassager på en kortere prøvekørsel.

Og det er en sand fornøjelse at stå ved knapperne i det nye letbanetog, siger letbanefører Peter Lucht .

For det er nemlig kvalitet, der venter aarhusianerne, når allerførste etape af letbanen for alvor er på skinner fra sidst i maj - det er nemlig gennemprøvet tysk kram.

Prøvepassager Oliver synes, turen var som glide hen over vejen - det var både hyggeligt og dejligt og minder om en blanding af et tog og en bus, mener han og glæder sig til, at letbanen kommer til at køre for alvor.

En vigtig detalje, der vakte begejstring, er de strømstik, der er ved sæderne, så man kan lade sin mobil op.

Peter Lucht forventer, at letbanen bliver en gevaldigt løft til den kollektive trafik men også et transportmiddel, der kræver mere både af letbaneføreren og de øvrige trafikanter end f.eks. en bus.

Letbanen kører ude i den almindelige trafik mellem biler og cykler og gående og får fortrin ved lyskryds, hvilket kræver et ekstra øje på den øvrige trafik fra letbaneføreren.

De øvrige trafikanter skal tilsvarende vænne sig til et op mod 50 tons tungt fartøj, der ikke kan stoppe på få meter, og derfor kommer en kampagne, der fortæller, hvordan man skal færdes med en letbane på kørebanen.

I øvrigt betragtes transport på skinner som et højklasseprodukt. Derfor regner letbanen med at kunne tiltrække et nyt publikum: Dem, der ikke kunne drømme om at sætte deres ben i en bus.