14-årig cyklist dræbt af spritbilist i Langå

Pigen blev dræbt, da føreren af bilen tilsyneladende mistede herredømmet på grund af for høj hastighed og ramte hende.

Østjyllands Politi forventer, at bilisten kommer for retten i Randers lørdag. Arkivifoto (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

En 14-årig pige fra Langå er fredag eftermiddag blevet dræbt, efter hun blev ramt på sin cykel af en personbil ført af en 55-årig mand.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Pigen blev ramt af bilen, da hun cyklede ind i en rundkørsel i byen og blev dræbt på stedet.

De foreløbige undersøgelser viser, at føreren af personbilen var påvirket af spiritus, og han mistede tilsyneladende herredømmet over bilen på grund af for høj hastighed.

De nærmeste pårørende til pigen er underrettet.

Østjyllands politi forventer at fremstille føreren af bilen i grundlovsforhør i morgen i retten i Randers, hvor han bliver sigtet for uagtsom manddrab i forbindelse med færdselsuheld, spirituskørsel og vanvidskørsel.