Aarhus protesterer: Vi vil selv prioritere velfærdsmillionerne

Aarhus Kommune vil selv bestemme, hvordan de penge, kommunen har til rådighed, skal bruges

Aarhus Kommune vil selv bestemme over de penge, de har til rådighed. Det gælder også de øremærkede velfærdsmillioner, som staten har bevilget.

Det besluttede man i forbindelse med et forlig om kommunens spareforslag søndag.

I alt får Aarhus Kommune 44 millioner kroner i 2016 fra regeringens til at arbejde for en mere værdig ældrepleje. Men i fremtiden vil byrådet selv prioritere, hvordan pengene bruges, fortæller borgmester Jacob Bundsgaard (S).

- Hvis man vil have et kommunalt selvstyre med kommuner, der er i stand til at reagere på de behov, der er hos borgerne, er man nødt til at give kommunerne de frihedsgrader, der skal til.

Partierne har aftalt at lægge beslag på en procent af opsparingen på alle kommunens områder.

Når der så er indgået finanslovsaftale, der giver penge til et bestemt område, giver Aarhus-politikerne den ene procent, de har beslaglagt, tilbage til de områder, som ikke har fået penge i finansloven.

På det område, der får penge i finansloven, beholder kommunen selv den ene procent og har på den måde sikret sig en pose penge, som de så selv kan bestemme over.

- Det er et ønske om at kunne imødekomme det legitime ønske, der måtte komme fra Christiansborg, men samtidig kunne stå vagt om det kommunale selvstyre. Jeg synes, vi finder en balance her, siger borgmesteren.

Men det, der tyder på et kommunalt oprør, ligner et slag i luften, mener kommunalforsker Roger Buch.

- Jeg tror ikke, der er så meget substans i det, når det kommer til stykket, fordi man jo er nødt til at overholde lovgivningen og de aftaler, man har indgået med regeringen, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: