Aarhus Universitet vil tiltrække kvinder med IT-camp

For få kvinder uddanner sig inden for IT, lyder det fra både universitetet og IT-branchen.

Der skal mange flere kvinder ud på IT-virksomhederne, håber virksomhederne selv. Det gavner nemlig arbejdsmiljøet (arkiv). (Foto: Khakimullin Aleksandr D9 © Khakimullin Aleksandr)

Alt for få kvinder uddanner sig inden for IT - det skal der nu laves om på. Det er missionen hos Aarhus Universitet, der de næste tre dage laver IT-camp specielt for kvinder.

Her kan nysgerrige gymnasiepiger få lov til at prøve kræfter med Datalogi og IT- fag, der oftest tiltrækker det modsatte køn, forklarer arrangør og datalogistuderende Marie-Louise Sørensen.

- Jeg tror, der er rigtig mange piger, som ikke har fået øjnene op for, at der findes datalogi, piger, der måske har syntes, matematik var rigtig spændende i skolen, men ikke helt ved, hvad de skal gøre med det, siger hun.

Virksomhedskulturen bliver bedre med kvinder

Hos IT-Forum, Danmarks største forening for IT-virksomheder, ser Direktør Bo Sejr Frandsen ofte virksomheder uden en eneste kvindelig medarbejder. Men det er en skam, fortæller han.

- Der er lavet undersøgelser, der viser, at virksomheden med en lige fordeling mellem mænd og kvinder har en bedre virksomhedskultur end virksomheder, hvor der er næsten ene mænd. Derfor er det vigtigt for IT-branchen, at vi tiltrækker flere kvinder.

I første omgang handler det dog om, at kvinderne får sig en god oplevelse, lyder det fra Marie-Louise Sørensen.

- De skal finde ud af, at det ikke er så skræmmende, som de går og tror.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.