Tema Aarhus Letbane

Afsporet letbane søger hjælp fra metroen

Metroselskabet skal hjælpe Aarhus Letbane med at få togene hurtigt tilbage på skinnerne.

Letbanen er ifølge en ny redegørelse fra Aarhus Letbane klar til brug, og 57 ud de 59 problemer, som Trafik, Bygge og Boligstyrelsen påpegede, er blevet udbedret i løbet af weekenden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Aarhus Letbanen får nu hjælp af Københavns Metro med at få letbanen på skinner. Det sker efter, at Trafikstyrelsen lørdag satte en stopper for åbningen af Danmarks første letbane på grund af problemer med sikkerheden.

Direktøren for Aarhus Letbane er glad for den københavnske hjælp.

- Det er dygtigt selskab, som vi har haft et tæt samarbejde med. Derfor har vi allerede i onsdags haft kontakt til Metroselskabet, som gerne vil komme og hjælpe os, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Sikkerhedsplanen skal studeres nøje

Aarhus Letbane fik klokken 12 i dag en redegørelse fra operatøren af letbanen, Keolis, der skulle kortlægge, hvordan de har tænkt sig at løse problemerne med sikkerheden. Her skal Metroselskabet træde til og være med til at vurdere om planen holder.

- Vi skal studere planen sammen med Metroselskabet, der har tilbudt at komme ind som uafhængig og hjælpe os med at kigge på om Keolis plan er god nok, forklarer letbanedirektøren.

Forsinket letbane kan koste erstatning

Aarhus Letbane overvejer stadig, om man skal kræve erstatning for den forsinkede letbane, oplyser Claus Rehfeld Moshøj.

- Vores advokat skal færdiggøre sin analyse af, hvad er der af eventuelle retslige efterspil. Det forventer vi, at kunne sige mere om i næste uge.

Aarhus Letbane afleverede sent mandag aften en redegørelse over hele forløbet til Aarhus Kommune og Region Midtjylland, der ejer letbanen. Efter at have læst den redegørelse sagde Aarhus’ borgmester, Jacobs Bundsgaard, tidligere i dag på et pressemøde, at han var utilfreds med både Aarhus Letbane og operatøren Keolis.

Fakta om Aarhus Letbane

•Op mod 90 chauffører er ansat og skal betjene de i 26 letbanetog.
•Første strækning af Letbanen i Aarhus skulle have kørt den 23. september og have lørt fra banegården til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
•Første strækning har 12 stop.
•Letbanen skal senere føres videre til Lystrup, ligesom nærbanerne til Odder og Grenaa skal kobles på.
•Letbanen i Aarhus har et budget på 3,5 milliarder kroner og er finansieret af kommune, stat og region.
•Letbanen kører på elektricitet og kører i bymæssig bebyggelse op til 50 kilometer i timen.
•På strækningen til Odder og Grenaa kører letbanen henholdsvis 75 kilometer og 100 kilometer i timen.
•Letbanen får i alt 49 stationer, når den er færdig.

Kilde: Aarhus Letbane

Det er en kritik direktør Claus Rehfeld Moshøj tager til efterretning.

- Sådan må det være. Det er ultimativt mit ansvar at sørge for, at letbanen kommer ud at køre, så det har borgmesteren ret i, erkender han.

Ingen startdato på letbanen endnu

Aarhus Letbanes direktør stoler dog stadig på, at det franske selskab er det rigtige til at drive den aarhusianske letbane.

- Keolis er verdens største operatør af letbaner, så det ville være mærkeligt af mig at sige, at de ikke kan køre letbaner – selvfølgelig kan de det. Når vi kigger på deres ledelsessystem, så er det ikke godt. Det er vi stærkt utilfredse med, men det gør bare stadigvæk ikke, at man ikke kan køre letbane på det grundlag, der ligger, fastslår han.

Claus Rehfeld Moshøj vil ikke komme med et bud på, hvornår letbanetogene kommer ud at køre, men han tror, det snart kommer til at ske.

- Vi skal færdiggøre de ting, som Trafikstyrelsen har bedt om, og så snart det er gjort, så må vi gå ind i en snak om, hvornår den kan komme ud at køre. Jeg håber og tror på, at vi snart får Letbanen ud at køre. Vi mangler så lidt, så jeg kan ikke forestille mig andet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.