Tema Retssag mod seks syrienkrigere

Anklager: Facebookchats skal fælde terrortiltalt

Til synlig irritation for en terrortiltalt mand spillede Facebookchats en vigtig rolle på dag to i retssagen mod ham.

"Fuck arabisk leder, der nægter islamisk stat", skrev den tiltalte blandt andet på Facebook. Han forklarede, at han skrev det for at provokere. Arkivfoto (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Citater fra Facebookchats spillede en stor rolle i retten i Aarhus i dag, hvor retssagen mod en 26-årig østjysk mand med tunesiske rødder rullede på anden dag.

Manden er anklaget for terror. Blandt andet ved at have ladet sig hverve til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og for i to uger i 2013 at have modtaget træning i at sprænge bomber og bruge våben.

Sagen mod ham er opsigtsvækkende, fordi det er den første i Danmark, som udspringer af en række dokumenter fra Islamisk Stat. I alt har anklagemyndigheden rejst tiltale mod seks personer, der er nævnt i dokumenterne, og som man mener har ladet sig hverve til og kæmpet for Islamisk Stat.

Den østjyske mand er altså den første af de seks, der er på anklagebænken, og han nægter sig skyldig. I går forklarede han selv i retten, at han tog til Syrien for at lave humanitært hjælpearbejde, og at han ikke var særlig religiøs, inden han rejste til Syrien.

På dagens retsmøde såede anklageren dog alvorlig tvivl om den forklaring.

Anklager Jacob Balsgaard Nielsen hev blandt andet en række Facebookchats frem, hvor den tiltalte havde skrevet udsagn som:

"Fuck arabisk leder, der nægter islamisk stat."
"Tyrkiet skal væk fra demokrati og falske love - Sharia skal nok komme."
"Alle mænd burde tage til Syrien."

Om sagen
  • Den 26-årige mand, der er bosat i Aarhus, har siddet varetægtsfængslet siden april 2016 og nægter sig skyldig.
  • Han er tiltalt efter en paragraf, som kan give op til seks års fængsel.
  • Sagen mod ham kører som en nævningesag, den ventes afsluttet i starten af oktober.

Den 26-årige fortalte, at han skrev beskederne for at provokere, og at han vil karakterisere sig selv som en person, der kan lide at provokere og komme med ekstreme synspunkter bare for at lave rav i gaden.

Anklager Jacob Balsgaard Nielsen blev ved med at hive chatbeskederne frem under dagens retsmøde, og det var til tydelig irritation for den tiltalte, som endte med at få en henstilling fra retsformanden om, at han skulle tale ordentligt.

Facebookbeskederne er en vigtig del af anklagerens bevisførelse og stammer fra den 26-åriges mobiltelefon, som blev konfiskeret, da politiet ransagede hans kollegieværelse.

Da det senere blev forsvarer Claus Bonnez’ tur til at afhøre den tiltalte, gik han efter at skildre ham som en person, der havde et liv med stoffer og alkohol, hvilket man ifølge forsvareren absolut ikke ser ret ofte hos islamister.

Intet i den tiltaltes kollegieværelse tydede på, at han var radikaliseret, der var eksempelvis ingen islamistiske plakater på væggene. Det var mest playstation og hash, man fandt, påpegede Claus Bonnez.

Der er i alt afsat 11 retsdage til sagen, der ventes at være afsluttet i begyndelsen af oktober.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.