Antallet af midt- og østjyder i jobrotation er halveret

På bare halvandet år er antallet af folk i jobrotation i Region Midtjylland faldet markant.

Jobrotation er en mulighed for ledige til at komme i arbejde og for at gøre sig selv dygtigere.

Men selvom ordningen stadig eksisterer, så er antallet af midt- og østjyder, der benytter ordningen, faldet markant.

For to år siden var 1.600 i jobrotation i Region Midtjylland, men det tal var i midten af 2015 nede på knap 700. Altså er der tale om mere end en halvering. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Karina Rask, der er afdelingsleder i Jobhuset i Randers, mener, at der er flere årsager til faldet.

- Den ene forklaring kan være, at behovet er dækket, den anden kan være, at vi ikke kan levere de vikarer, der skal til.

Sidste år blev reglerne for jobrotation ændret, så man nu skal have været ledig i minimum seks måneder mod tidligere kun tre måneder, for at virksomhederne kan få 181 kroner i timen i støtte for en medarbejder.

Det har betydet færre projekter i det private erhvervsliv, fortæller Karina Rask.

- Inden for det private ser vi heller ikke en efterspørgsel på at få opkvalificeret medarbejdere med jobrotation som værktøj, siger hun.

For Mette Frølund Riis fra Aarhus var jobrotation ellers det helt rigtige værktøj til at komme i job igen efter halvandet års ledighed.

Hun lavede et karriereskifte fra ingeniør til underviser på Aarhus Maskinmesterskole.

- Jeg var så sporet ind på den branche, jeg kendte, at jeg slet ikke overvejede, at jeg kunne skifte og blive underviser, siger hun.

  • Print
  • Del artiklen: