Astma og allergi bliver overset i sundhedsvæsenet

Få speciallæger giver årelang ventetid for patienterne.

Folk med allergi og overfølsomhed skal finde en stor portion tålmodighed frem, hvis de vil have hjælp af sundhedsvæsenet.

Både patienter og læger slår nu alarm til politikerne over årelange ventetider og mangelfuld behandling. Speciallæge Torben Seefeldt fra Aarhus har netop begyndt behandling af en patient fra Hobro.

- Han havde fået at vide, at der var to et halvt års ventetid på behandling på sygehuset, siger Torben Seefeldt.

Antallet af mennesker, der lider af allergi og overfølsomhed, er eksploderet, og i øjeblikket menes halvanden million mennesker at have en af de to sygdomme.

Alligevel er læger som Torben Seefeldt en sjældenhed, for Danmark har ikke uddannet speciallæger i allergi de seneste 11 år. Nu forsøger læger og patienter at råbe Folketinget op.

- Lungemedicinere og specielt allergidelen har jo ikke været det, der har været højest prioriteret gennem mange år, og det lider man nok under nu, siger Torben Seefeldt.

Foreningen Astma og Allergi har fået foretræde for Folketingets sundhedsudvalg for at argumentere for, at der er brug for flere og bedre uddannede læger.

Mange patienter venter længe på den rigtige behandling, fordi deres praktiserende læge ikke kan gennemskue symptomerne.

Torben Seefeldt mener, det er ekstra ærgerligt, fordi patienterne faktisk godt kunne hjælpes.

- Tag for eksempel folk med pollenallergi, der er plaget i mange måneder hen over forår og sommer. Dem kan vi gøre fuldstændig raske og symptomfri, siger speciallægen.

  • Print
  • Del artiklen: