Bekymret golf-formand: Golf tager for lang tid for unge

Mange har svært ved i en travl hverdag at bruge fire-fem timer på en runde golf. Derfor er det svært at finde unge medlemmer.

Golfklubberne skal have flere yngre medlemmer. Ellers får de økonomiske problemer.

Når formanden for Horsens Golfklub, Per Offersen, kigger på sit kartotek over klubbens knap 1.200 medlemmer, bliver han betænkelig.

- 70 procent af vores medlemmer er over 50 år, og 34 procent er over 65 år, fortæller han.

Når man har så mange ældre medlemmer, ved man, at de på et tidspunkt stopper. Og hvis det ikke opvejes af nye medlemmer, kommer klubben til at mangle indtægter til at drive golfklubben.

Andre golfklubber har samme problem. Af golfforbundets lidt over 150.000 medlemmer, er to tredjedele over 50 år, siger kommunikationschef i Dansk Golf Union Jesper Jürgensen.

- Vi prøver at tilrette sporten, så den i højere grad passer ind i forhold til de unge, siger han.

Ifølge Per Offersen er man oppe mod ét stort problem – nemlig tiden. Det tager lang tid at spille golf.

- Alle har flere og flere gøremål, også i fritiden. Og golf tager lang tid, understreger han.

- Men man behøver ikke nødvendigvis bruge fem-seks timer på en 18-hullers runde. Man kan jo nøjes med 9. Eller tage en tur på vores par 3-bane, siger Per Offersen.

  • Print
  • Del artiklen: