Bent Hansen: Rigtig glædeligt med suspendering af produktionskrav

Regeringen og DF er enige om at droppe det omdiskuterede produktivitetskrav til regionerne i 2018.

- Først og fremmest betyder det, at vi kan holde fokus på det, det drejer sig om: Den rigtige kvalitet for patienterne og personalet, lyder det fra formanden for Danske Regioner.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), hilser det meget velkomment, at statens krav om, at regionerne hvert år skal spare to procent, suspenderes til næste år.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er suspenderingen af det såkaldte produktionskrav resultatet af en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der ventes præsenteret senere i dag.

- Jeg synes, det er rigtig glædeligt, at man bruger 2018 til at suspendere det og dermed sende det signal til vores personale, at de ikke skal løbe endnu hurtigere til næste år. Det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger Bent Hansen.

Det kommer til at betyde meget for både borgere og personale, mener han.

- Først og fremmest betyder det, at vi kan holde fokus på det, det drejer sig om: Den rigtige kvalitet for patienterne og personalet. Vores personale er faktisk meget ambitiøst på det faglige og vil gerne gøre det rigtige. Det er det, de skal koncentrere sig om, det får vi understreget nu, siger han.

Han frygter ikke, at effektiviteten på landets sygehuse vil falde.

- Det gør den ikke, for patienttilstrømningen er så stor, så der er ingen tvivl om, at der fortsat vil være pres på vores personale, så de kommer ikke til at sætte sig til at drikke kaffe i kaffestuen. Det er helt sikkert, siger han.

Mens produktionskravet forsvinder, forlyder det, at der skal udvikles en ny effektiviseringsmodel af sundhedsområdet. Til det har formanden for Danske Regioner ét ønske:

- Der er rigtig meget, vi bliver målt og vejet på i forvejen, og samtidig skal vi afbureaukratisere. Derfor vil jeg sende det meget stærke signal: Lav nu noget, der giver mening for patienterne og for vores personale. Fokusér nu alene på kvaliteten og så gør det enkelt og forståeligt.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.