Bilist: Lær af England når der er kø på motorvejen

Når englænderne oplever kø på motorvejen, så tømmer de vejen ved at vende trafikken.

Når der igen-igen er kø på motorvejen skal Danmark lære af England og tømme motorvejen bagfra.

Det mener en bilist, som har prøvet at sidde fast i en kø på en engelsk motorvej.

- Vi sad fast i en kø omkring Manchester i et par timer, da politiet gav sig til at lede trafikken imod kørselsretningen og op af en tilkørselsrampe, siger Bent Neergaard fra Egå ved Aarhus.

Senere har Bent Neergaard fundet ud af, at det er noget de britiske myndigheder gør, når der er udsigt til, at køen på motorvejen vil vare i lang tid.

Bent Neergaard mener, at man i Danmark skulle gøre noget lignende.

Skepsis hos politiet

Men den idé køber man ikke umiddelbart hos politiet.

- Hvis man skal til at vende trafikken mod kørselsretningen, så ved vi, at det ikke altid kan gøres kontrolleret, og hvem står så med ansvaret, siger Amrik Chadha, der er operativ chef for færdselspolitiet i Østjylland.

Han peger på, at der for nylig er taget omkørselsveje i brug, som bilisterne kan køre på, hvis der er lange køer på motorvejene.

- Der er også mulighed for, at man kan skrue autoværnet af for så at lede bilerne over på den anden side og så lade dem forsætte dér, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: