Dansk forskning: Overvægtige har større risiko for infektioner

En undersøgelse af 37.000 danske bloddonerer viser, at svært overvægtige nemmere får infektioner.

Folk med for mange kilo på sidebenene har en langt højere risiko for at få en infektion end normalvægtige.

Det skriver Videnskab.dk.

Det er en undersøgelse af 37.000 danske bloddonorer, der viser, at jo højere BMI (Body Mass Index), jo højere risiko har man for at få en infektion.

Specielt udsatte er de svært overvægtige med en BMI på over 30. De har nemlig 50 procent højere risiko for at få en infektion end normalvægtige.

Det fortæller en af initiativtagerne til studiet Christian Erikstrup, der er overlæge ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Med hensyn til arten af infektion, så er det især bylder og luftvejsinfektioner, siger han.

Der er endnu ingen entydige og dokumenterede forklaringer på, hvorfor det er sådan, så det er man fortsat i gang med at undersøge.

- En af forklaringerne kunne være, at svært overvægtige vil have flere hudfolder, hvor bakterier måske trives bedre, siger overlægen.

Det kan også have en betydning, at der er ekstra pres på kroppen, når man vejer for meget.

- Den svære overvægt kan måske også medføre, at man har sværere ved at trække vejret ordentligt igennem, og det kunne være en forklaring på luftvejsinfektionerne, siger Christian Erikstrup.

Derudover peger han på, at svært overvægtiges immunforsvar ofte har en let aktivering af immunforsvaret, som kan være nok til, at de bliver mindre modstandsdygtige over for infektioner.

  • Print
  • Del artiklen: