Dyrlæge om fødsel af 18 hvalpe: Har aldrig set noget lignende

To hvalpe blev født naturligt, mens dyrlægen i Silkeborg måtte tage 16 ud ved kejsersnit.

Her ses de 16 hvalpe, der blev født ved kejsersnit. (© PRIVATFOTO)

Lørdag udviklede sig til en dag, dyrlæge Hanne Agerbo Holst fra Skægkær Dyreklinik ved Silkeborg sent vil glemme.

Tidligt om morgenen blev hun ringet op, fordi en hund af racen riesenschnauzer var gået i fødsel. Den havde født to hvalpe, men kunne ikke føde flere selv.

- De kommer ind med hunden, og jeg kan mærke, at der er mange flere, og jeg kan også se det på scanningen. Jeg ringer efter en dyrlæge mere, så vi var to, fortæller dyrlæge Hanne Agerbo Holst.

Hun havde dog ikke forudset, at der ville være 16 hvalpe mere i maven på hundemoren.

- Det var voldsomt. Jeg har aldrig i mine 12 år som dyrlæge set så stor en livmoder. Jeg tager den ene hvalp ud efter den anden, fortæller Hanne Agerbo Holst om den store oplevelse.

Normalt vil nogle af hvalpene dø, når der er mange, men det skete ikke denne gang.

- De er alle livsdygtige og spræller nærmest, inden vi har fået dem ud. Det er helt ekstraordinært, fortæller hun og fortsætter:

- Det var først bagefter, vi talte dem, for det skulle gå hurtigt undervejs, for vi var bange for, at moderen skulle dø. Vi måtte tælle dem tre gange for at være sikker på antallet.

Både mor og hvalpe har det godt, og Hanne Agerbo Holst ser med glæde tilbage på oplevelsen.

- Det er en dag, man husker, siger hun.