Efter forsinkelser af nyt supersygehus: Skal spare millioner i ledelsen

Flytningen af Aarhus Universitetshospital er blevet så dyr, at hospitalet skal spare 220 millioner kroner.

Region Midtjyllands koncerndirektør, Ole Thomsen, mener at hospitalets services kan blive forringet af millionbesparelse. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et sparekrav på 220 millioner kroner betyder, at Region Midtjylland nu retter blikket mod hospitalsledelsen.

Det betyder, at der næste år skal sparers et tocifret millionbeløb på hospitalets ledelsesgange, efter en flytning af Aarhus Universitetshospital blev dyrere end forventet.

En fornuftig beslutning mener Jes Søgaard, sundhedsøkonom fra Aarhus Universitet.

- Når du skal have gennemført besparelser i den størrelsesorden, er du nødt til at se på alle funktioner i et sygehus, så det giver i den grad mening også at se på ledelsen.

Ifølge regionens koncerndirektør, Ole Thomsen, kan der blandt andet spares penge på lægevagtplanlægningen.

- Ledelsesstrukturen kommer ikke til at give så mange penge, men nogle skal den dog give. Nogle af afdelingerne på hospitalet har eksempelvis fundet ud af, at man kan lave vagtplanlægningen på en anden måde og få mere ud af ressourcerne.

Sundhedsøkonom Jes Søgaard mener, at besparelsen er en oplagt lejlighed til at gennemgå hospitalet med en tættekam for at se, om man kan gøre tingene bedre og billigere, men han er ikke uden bekymring.

Han frygter at de enkelte ledere vil få for store ansvarsområder.

- Logikken knækker der, hvor man siger, at de ledende sygeplejersker hidtil har kunnet have halvtreds sygeplejersker og plejepersonale under sig, og fremover skal de så have firs. For når du kan have halvtreds, så kan de også have firs.

De mange besparelser kan også forringe servicen på hospitalet. Det er nemlig vigtigt, at der ikke spares på selve det sundhedsfaglige, mener Ole Thomsen.

- Kommer patienterne for eksempel til at tale med medarbejdere i kortere tid? Kommer de til at være indlagt i kortere tid. Den slags kan der ske noget med.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.