En klovn og en operasanger skaber oplevelser for de ældre

Aarhus Kommune har 14 oplevelsesmedarbejdere ansat, som spreder glæde på plejehjemmene

En operasanger, en klovn og en omgang manicure. Det lyder næsten som opskriften på en Egon Olsen-plan. Men i virkeligheden er det opskriften på at sprede glæde hos de ældre på plejecentrene.

i Aarhus Kommune har man siden september haft 14 oplevelsesmedarbejdere ansat, hvis primære opgave er at skabe aktiviteter for de ældre på kommunens plejecentre.

En stor succes, fortæller kommunens rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF).

- De tilbagemeldinger, jeg får, er positive hele vejen igennem, siger hun.

På Lokalcenter Koltgården i Hasselager var der tirsdag besøg af en klovn og en operasanger, som gav kvinderne på plejecentret håndmassage og manicure og sang med dem.

- Det er en lille stund, hvor vi skal være sammen med nogle dejlige damer, der skal forkæles lidt. Det fortjener de, siger Benthe Bruun, der var trukket i klovnekostumet.

Forkælelsen blev der sat stor pris på af beboerne.

- Det er altid rart at blive nusset om. De laver alt muligt for os og hygger, siger en af beboerne, Connie Carstens.

Udover en klovn og en operasanger har Aarhus Kommune også ansat en kok, en musiker og en fotojournalist.

Se her, hvordan det så ud, da beboerne på Lokalcenter Koltgården havde besøg

I Aarhus, Denmark har kommunen 14 medarbejdere ansat til at skabe oplevelser for de ældre på plejecentrene. I dag var en klovn og en operasanger på besøg på Lokalcenter Koltgården i Hasselager. De sørgede for håndmassage, manicure og fællessang til beboerne. Se her, hvordan det gik for sig :-)

Opslået af DR P4 Østjylland på 2. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: