Erik fik fem dage til at betale elregning: Alt for kort tid mener forbrugerråd

Forbrugerrådet Tænk mener, at selskaber skal tænke over, at postvæsenet har fem hverdage til levering.

Ti procent af NRGIs kunder har modtaget det samme brev som Erik Winther med en betalingsfrist på fem dage. (© Colourbox)

Hvor lang frist er det rimeligt at have til at betale sine regninger?

Fem dage er i hvert fald for kort tid, mener Forbrugerrådet Tænk.

Det var nemlig den frist, Erik Winther fra Samsø fik til at betale sin elregning fra energiselskabet NRGi.

Han nåede lige akkurat hjem i tide til at få klaret sit udestående med NRGi.

- Var jeg kommet to timer senere hjem, havde jeg betalt regningen for sent, og så havde jeg modtaget et rykkergebyr, fortæller han.

- Jeg synes ikke, at det er særlig smart, for der er mange kunder, som er ude at rejse lige nu, tilføjer han.

Ti procent af NRGIs kunder har modtaget det samme brev som Erik Winther med en betalingsfrist på fem dage.

Ifølge Ilyas Dogru, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk, findes der ikke nogen regler for, hvor lang betalingsfristen skal være. Alligevel mener han ikke, at det er i orden, at NRGi gav Erik Winther og en række andre kunder en frist på fem dage.

- Det er urimeligt. Forbrugeren har haft alt for kort tid til at betale sin regning. Det kan godt være, at NRGi holder sig inde for loven, men de kunne godt have givet lidt ekstra tid, når man ved, at vi har et postvæsen, der har fem hverdage til levering, mener han.

Hos NRGi henholder man sig til, at de gældende regler overholdes. Kundeservicedirektør for NRGi-elsalg, Lene Krakow Larsen, opfordrer kunderne til at bruge elselskabets digitale betalingsordninger, hvis de vil have bedre tid til at studere deres regning.

Her kan kunderne nemlig se sin regning helt op til en uge, før den rammer postkassen.

- Det er en fordel både for vores kunder og os, at vi kan stille vores ’Mit NRGi’ til rådighed, hvor man får god tid til at planlægge betalingen af den gældende faktura, mener hun.