Få udlændinge søger råd om kræft

Projekt i Nord- og Midtjylland skal rette op på den skævhed.

Er det uvidenhed, kulturelle forskelle eller angst for at vise sin sygdom, der gør, at så få danskere med anden etnisk baggrund end dansk kommer i landets kræftrådgivninger?

Kræftens Bekæmpelse vil nu forsøge at finde svarene i et projekt i Midt- og Nordjylland.

En undersøgelse viser nemlig, at kun tre procent af brugerne i kræftrådgivningerne har udenlandsk baggrund, men at de udgør omkring 11 procent af befolkningen.

Områdechef Jørgen Ulrich Raunskov siger, at det er foreningens målsætning at nå ud til alle grupper af befolkningen.

- Mennesker, der står i en livskrise, vil gerne have vejledning og snakke med andre, der er i samme situation. Der er grupper i det danske samfund, der er dårligere stillet i sundhedsvæsenet end gennemsnittet, og det vil vi gerne råde bod på. Vi vil simpelthen gerne være med til at bekæmpe generel social ulighed i sundhed, siger Jørgen Ulrich Raunskov.

Der er fokus på de områder, hvor der typisk bor folk af anden etnisk herkomst end dansk. I f.eks. Gellerupparken i Aarhus er der folk fra Kræftens Bekæmpelse på besøg i Bazar Vest en gang om ugen, og der holdes bydelsmøder med jævne mellemrum.

Projektleder Bjørn Ruben Pedersen siger, mener det er vigtigt, at møde folk hvor de bor.

- Forud for projektet har vi kortlagt, at folk ikke kommer til os, vi skal komme til dem, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: